HSP-Info.dk

Header Image  
           Se også Vores Sundheds-blog      www.fitness-vitalitet.dk

7.60 Sufismen

Sufismen er sand mystik. Det er en helt speciel spirituel retning, der tilbage i middelalderen opstod i muslimske lande som Iran og Afghanistan. Lige fra start af har sufismen tiltrukket spirituelt søgende fra alle lande, kulturer og religioner. I dag findes sufismen over hele verden.

Synes du om vores artikler? Så støt os med en "like" på Facebook. Så får du også meldinger om nye artikler:

Den persiske digter, mystiker og stifter af "de dansende dervisher" (Mevlevi-ordenen), Rumi (1207-1273) skriver: "Tidligere prøvede jeg at ændre verden. Nu ændrer jeg mig selv."

Ordet Sufi kommer af "suf", der betyder uld. Sufierne er asketer, og som tegn på dette klædte de sig tidligere i uld.

Sufierne betragter sig selv som et led i én samlet, ældgammel og global bevidsthedsudvikling. De erkender, at der findes en universel visdom, der tager forskellige udtryk i forskellige kulturer. Som sufi-mystikeren Rumi sagde: "Lamperne er forskellige, men lyset er det samme".

Sufierne søger - som alle mystikere - perfektion og renselse gennem fysiske og åndelige øvelser og anden praksis. De ved, at ord kujn dårligt udtrykker religiøse erfaringer. Derfor udtrykker de sig gennem skønhed: musik, billedkunst, skulpturer, kalligrafi, dans, spirituel praksis mv.

Mystik kan kun erfares - ikke beskrives.


Selverkendelse og frigørelse

Sufismen beskrives som den indre dimension af Islam. Man arbejder med de indre oplevelser og de religiøse erfaringer, man får gennem bøn.

Sufierne beskrives også som "De utålmodige". De længes så meget efter Gud, at de ikke kan vente til den næste verden. De vil (som alle mystikere) være nær Gud i det her liv.

Sufismen handler derfor om den enkeltes rejse i forhold til sin skaber. Om at rense hjertet, der ses som menneskets følelsesorgan, så man kan elske mere.

Vejen til foreningen i kærlighed går gennem selverkendelse. Man skal frigøre sig på det personlige plan - skrælle lagene af for at nå den personlige nærhed til Gud.

Sufierne ser Jesus Kristus som en stor profet - som "Guds Sjæl". Hans opgør med alt det ydre og alt hykleri passer perfekt til sufismens idealer.

Sufi-vejen kalder på hårdt arbejde. Selverkendelsen kommer ikke uden vedvarende fordybelse, meditation og refleksion. Vi skal finde "vores indre juvel", og der er ingen genvej. "Vid, at når dagen er omme, er du det, du leder efter".

Et andet citat:
"Den, som kender sig selv, kender sin herre.
Den, som kender sin Herre, hviler i sin stilhed."

Overnaturlige fænomener

Sufierne tror på, at de kan kommunikere på tværs af store afstande og også på tværs af tidsaldre. Derfor kan man tilhøre en "orden", som er spredt ud over store afstande, og hvor medlemmerne aldrig er i fysisk kontakt. Alligevel har de et åndeligt fællesskab. Der findes sufimestre, som er højt udviklede vismænd. En mester kan nå så langt, at hans "autoritet" kan forblive på jorden efter hans død.

Gåder og paradokser

Sufierne elsker paradokser, absurde fortællinger og gåder (lidt i stil med zen-buddhisternes koan-gåder), der kan fremprovokere bevidsthedsskred. Fx sidder en sufimester ved et vandbassin og rører youghurt ud i vandet. Så kommer hans elever og ser det:

- Jamen Mester, hvad laver du dog?

- Jeg prøver at lave youghurt

- Men det kan du da ikke gøre på den måde!

- Nej, det ved jeg godt; men det kunne jo være, at det virkede ...

Budskabet er, at mange prøver at forstå sufismen og nå oplysning af tåbelige veje. Sufismen kan ikke forstås ad intellektuel vej eller ved forklaring - den skal, som al mystik, leves.

Ingen formel organisation

Sufierne er meget løst organiserede. Der er i hvert fald ingen formel organisation. Ligesom der ingen dogmer er, er der heller ingen biskopper! Der er mestre, levende og afdøde, og der er ordner, som mere er midlertidige grupperinger, sammenholdt af et åndeligt fællesskab.

Spirituel overførsel i åndeligt hierarki

Sufierne opererer først og fremmest i den åndelige verden, hvor de tror på spirituel overførsel fra person til person (kaldet baraka). Man træder ind i sufisamfundet som elev (hvis man ellers bliver godkendt, for motiverne skal være i orden), hvor man så oplæres af en mester. Når mesteren ikke har mere at give, overføres eleven til en anden mester, som fx kan være den afdøde grundlægger af ordenen. Bag ham står måske Muhammed eller Jesus som den åndelige lærer, der ultimativt fører eleven til Gud.

Sufierne tror altså, at mennesket kan udvikle en psykisk kraft (der følges af overnaturlige evner). Denne kraft kan overføres fra mester til elev. Overførslen kan dog først ske, når eleven er renset for selviskhed og stabiliseret gennem meditation og askese. Eleven skal have et ægte søgende hjerte og må ikke gå efter magiske kræfter eller overnaturlige oplevelser.

Der findes også forskellige sufi-helligdomme, hvor mestre (helgener) ligger begravet. Sufierne valfarter til disse steder (som katolikkerne til Lourdes) for at komme i kontakt med denne specielle kraft. Overførslen sker af sig selv og kan ikke forudses eller kontrolleres.

Sufismen er et fredelig spirituelt samfund, der oprigtigt søger Gud gennem askese og personlig karakteropbygning. De har også en sammenhæng mellem krop og sind, der minder lidt om det, vi ser i indisk/tibetansk/kinesisk spirituel filosofi. Kroppen har 4-7 chakralignende centre kaldet "lataif", der hver knytter sig til bestemte farver og grader af nærhed til Gud.

I vesten

Sufismen har på flere måder påvirket vesterlandsk spiritualitet.

Idries Shah (1924 - 1996) har skrevet en række bøger om sufismen, der har haft stor udbredelse. Hans hovedværk "The Sufis" fra 1964 er meget respekteret.



Den kontroversielle armenske lærer og mystiker George Gurdjieff (1866-1949) indsamlede teknikker og øvelser fra hele Mellemøsten i sit eget system "Den Fjerde Vej". Gurdjieff havde masser af vestlige elever som Ouspensky og John Bennet, der i det 20. århundrede startede skoler i Europa og USA. Gurdjieffs lære påvirkede blandt andet den indiske guru Bhagwan Shree Rajneesh, som brugte danse og kropsøvelser med sufistiske elementer.

Sidst i 1970-erne og først i '80-erne oplevede vi selv, hvordan sufismen var en af inspirationskilderne i det jyske healingsmiljø omkring Silkeborg og Ringkøbing. Teknikkerne blev ofte blandet og brugt ukritisk, løsrevet fra de oprindelige systemer. Teknikkerne blev indøvet på weekendkurser, hvilket ikke altid var særlig klogt. Helt centralt for sufismen er (som for al mystisk praksis) balance, stabilitet, disciplin og selvkontrol.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Opdateret 17.04.2012. Alt materiale: Copyright 2011-14 ELI Consult og HSP-INFO.dk

  •