HSP-Info.dk

Header Image  
                                                                                                                         Se også www.fitness-vitalitet.dk

7.08 At finde en vej, mens livet udfoldes

Et ærligt og virkeligt liv - det ønsker de fleste nok, hvis man ellers tænker over meningen med tilværelsen.

Som kristne arbejder vi på at "helliggøre sjælen", som man siger. Det beskriver en individuel, spirituel udviklingsrejse. Denne "helliggørelse" er ikke til at sætte i skema, men den vil måske kunne følge de spor, jeg selv har fulgt:

  • Dit forhold til Gud vokser indefra.
  • Bøn, meditation og hengivelse.
  • Tilgivelse, der er en fantastisk transformerende kraft.
  • Mine egne erfaringer

    Min egen vigtigste erfaring er, at gudsforholdet vokser organisk, indvendigt, roligt - og det kommer ikke, fordi jeg har fulgt en bestemt spirituel tradition eller ved, at jeg har lavet bestemte øvelser.

    Jeg har i mange år gået rigtig meget i kirke, og det er altid dejligt. Men der har også været lange perioder, hvor jeg har måttet "nøjes med" min egen bøn og meditation - i forskellig form, for det har også ændret sig gennem de seks-syv årtier, jeg har bedt. Men det hele er båret af Guds kærlighed, som jeg er mere og mere overbevist om.

    Mange af mine jævnaldrende ser dybt pessimistisk på fremtiden (Corona, Trump, klimaet, sexisme/racisme, røverkapitalismen, biodiversiteten osv.). Jeg forstår dem godt, men mit svar er, at Gud har bestemt ikke glemt os. Der er en mening i galskaben.

    Tilgivelse, søskende, familie, slægt

    Tilgivelse er en dynamik på flere planer - både emotionelt, mental og spirituelt. Tilgivelsen handler om åbne sjæle for kærligheden - først og fremmest i ens familie og den slægt, alle bærer med sig.

    Alle familier lader til at befinde sig i et kærlighedsunderskud. Mange familier er decideret underfrankerede på denne konto.

    Bøn for levende familiemedlemmer og oprigtig bøn om forbøn for afdøde slægtsmedlemmer kan løsne op for gamle knuder og åbne for lys og kærlighed.

    Det er jo fantastisk at anskue de enkelte mennesker - hver sjæl har en næsten uendelig dybde af tanker, erindringer, prægninger, evner, dispositioner og jeg ikke hvad. Alle sjæle ser også ud til at være sårede og krænkede, godt nok i forskellig grad.

    Gamle sår og hengemte traumer begrænser evnen til kærlighed. Og her er tilgivelsen sikkert universalmiddel.

    Alle sjæle lever på en eller anden måde videre efter døden. Katolikkerne har nok den mest udviklede teologi her, hvor menneskesjælen lever videre "med den fulde personlighed" efter døden. Den antikke filosof Plotin har også mange spændende tanker om alt dette.

    Men facts er, at eksistensen er spirituel, så det at sjælene bare skulle forsvinde - det er en primitiv og grotesk tanke. Noget lever videre, på en eller anden måde, og det kan de fleste ane/mærke/føle/fornemme.

    Levende familiemedlemmer kan tilgives, men det kan være svært. Man er så emotionelt bundet, og krænkelserne kommer spontant og ubevidst, når forholdet er anspændt. Søskendes rivaliseringer kan synes helt umulige at overkomme.

    Går man et led længere tilbage i slægten og retter opmærksomheden mod ens forældres konflikter med hinanden og deres konflikter med deres forældre og svigerforældre, ses tingene i et nyt lys. Bøn for de afdøde familiemedlemmer og deres indbyrdes tilgivelse åbner for kærligheden og giver heling til slægtens nulevende medlemmer. Det kan faktisk ses som en slags dekonstruktion af den nedarvede posttraumatiske stress, som huserer i mange familier (sekundær PTSD, kaldes det også).

    Tilgivelsen er et aspekt ved Guds kærlighed, og heldigvis ved Gud, at vi ikke er perfekte. Prøver vi oprigtigt at nå forsoning i den levende familie, uden at modparten ønsker/formår at tage mod det - så er Gud vidende, forstående og tilgivende. Han har jo selv skabt os. Og der er en mening med tingene, som de er - også når vi ikke selv kan se den.

    En livslang proces

    Det er altså en omfattende opgave at vokse og modnes spirituelt og menneskeligt. For på den ene side, skal du være tro mod dig selv og den fase, du er i. Og på den anden side kan du ikke bare gøre, hvad du føler passer dig selv rent spirituelt. Det bliver ofte tamt og kedeligt, når folk prøver at konstruere deres personlige religion ved at plukke lidt her og lidt der, og så ellers håbe på, at det nok skal virke.

    På den anden side er det også umuligt bare at følge bestemte dogmer og doktriner - uanset om det er kirkens og præstens råd, eller om det er en guru eller anden ekspert, der selv mener at være kommet rigtigt langt og gerne vil give det glade budskab videre.

    Et forenklet bud:

  • Altid være kritisk over for spirituel dogmatik, systematik, regler og formaninger.
  • Være nærværende overfor Gud, så han lader sin stemme høre.
  • Praktisere daglig bøn og meditation.
  • Forholde sig ydmygt - man kan lære meget af at lytte.
  • Være opmærksom på de personlige skyggesider, alle har.
  • Husk, at kærlighed og tilgivelse er det lys, der er værd at følge og satse på.

  • Det lykkelige er, at sandheden kommer til én, helt uden at man skal præstere noget. Hengivelse og ydmyghed er ikke en præstation, tværtimod. Vejledningen kommer, men alligevel er det en slags arbejde at søge den. Det er Guds kærlighed - det er Nåden.

    De personlige, indre forhold skal lutres, så Gud får plads. Tid tager det, i ryk og faser, der ikke kan styres og ej heller gennemskues.

    Det gælder hele livet, Helligånden kan og vil vejlede - i konkrete situationer og i de forskellige livsfaser.

    Derfor er der ingen grund til at fortryde de tosserier, man som ældre kan se tilbage på. Det har formentligt været nødvendigt, at man skulle ud af disse af- og omveje. De "sandheder", man kan være dybt optagede af som 30-årig, kan virke latterlige senere i livet. Og det er helt ok.

    Det er det, vi har livet til: at finde kærligheden, at åbne vores hjerter og leve efter det. Og livet er kompliceret, vi laver masser af fejl og vi er dybest set ganske ufuldkomne. Sådan skal det heldigvis være, og det er en enorm lykke at indse det.

    Religionerne

    Religionerne kan ses som opsummeringer af de erfaringer, millioner af dejlige mennesker igennem århundreder og årtusinder har gjort sig - under de konkrete historiske og kulturelle forhold.

    Religioner er produkter af bestemte kulturer, af sprog, tidsaldre, kønsroller og meget mere. Der er en spirituel kerne - og så er der en masse kulturelle vaner omkring. Det gælder alle religioner.

    Det spændende er selvfølgelig, at vi lever i en vanvittig tidsalder.

    Du kan lytte til alle religioner, men Kristendommen er hovedkilden i Europa. Og dit Gudsforhold vokser indefra - ikke gennem studiet af metafysiske systemer eller åndelige øvelser. Jeg bliver så trist, når jeg ser yngre mennesker fortabe sig i forskellige chakra-øvelser eller i bevidshedplaner, der er beskrevet af en eller anden guru. Det er måske en nødvendig fase for dem, men dybest set en gigantisk omvej og spild af tid.

    Det er sundt at søge ind i et religiøst fællesskab - kirken. Det er ikke altid frugtbart at stå alene; det er ligesom, at man er nødt til at bekende kulør. Vi er dybt afhængige af hinanden i samfundet, så når den religiøse bevidsthed vokser indefra, skal den gro videre ud i ens omgivelser. Spiritualitet er ikke noget, man praktiserer på kurser i Indien.

    Noget andet er så, hvorfor kan man ikke bare være med i de religioner, man vil? Hvorfor skal de have eksklusivitet?

    Man vil gerne være katolik og alligevel samtidig medlem af Folkekirken - men det kan ikke lade sig gøre. Mon ikke en del problemer kunne løses med en større tolerance på tværs af kirkesamfundene? Det gode ved den danske folkekirke er dog, den store åbenhed og forskellighed. Der er virkelig noget for enhver!

    Buddhisterne har tolerancen, de har intet i mod at folk er kristne. Men buddhismen er jo på mange måder mere en psykologi end en religion.

    Kristendommen er vigtig for os

    Der er masser af spirituel næring at hente i den kristne kirke. De klassiske mystikere (Eckehart, Tauler, Ruysbroeck, Julian) og deres senere efterfølgere (som Underhill, Merton og ikke mindst den nutidige og dejlige Wilfrid Stinissen) burde kunne give åndelig næring til et ethvert langt liv.

    Se den kristne traditions historie grafisk afbildet her. (nyt vindue)

    Det er rigtig ærgerligt, at så mange danskere har et anspændt forhold til kristendommen. For det er her, vi har vores åndelige rødder. Som den rumænske religionsforsker Mircea Eliade skriver som kommentar til vesterlændingenes interesser for buddhismen og hinduismen:

    "Man tager ikke nye spirituelle værdier til sig på samme måde, som man køber en ny bil".

    Kristendommen er først og fremmest læren om kærlighed, tilgivelse og om det personlige Gudsforhold. Det har vi alle sammen brug for. Meget mere end den "oplysning", mange vesterlandske buddhister drømmer om, og som ingen - med garanti ingen - kommer til at opleve.


    Kroppens betydning

    Noget af det, man dog kan lære af de asiatiske religioner, er betydningen af kroppen. Det er et område, som de kristne kirkesamfund ikke har den store fokus på. Til gengæld har den vestlige psykologi beskæftiget sig med forholdet mellem krop og psyke.

    Krop og psyke er et spændingsfelt, som kan være relevant for en mystisk/spirituelt interesseret. En sund krop er altid godt, og meget af det, der hæmmer en mere levende spiritualitet, kan ses udtrykt i sammensnøret kropsholding og en hæmmet personlighed med nedsat bevægelighed.

    De kroniske spændinger giver nedsat følsomhed og ringere sanseevne, noget der kan bidrage til en mere kynisk og selvcentreret personlighedsstruktur. Når man først hverken mærker sig selv eller sine omgivelser, kan tingene begynde at køre af sporet.

  • Læs artiklerne om vestlig kropsterapi her.

    Negative følelser og tanker har altid et kropsligt modstykke. Skuldre, nakke og hals kan være spændt, brystkassen kan være spændt, lige som led i kæbe, albue, håndled, hofteledene, knæ, fodled osv. Alt dette blev beskrevet af Wilhelm Reich, der som elev af Sigmund Freud blev grundlægger af den kropsterapeutiske retning inden for psykoanalyse og -terapi.

    Mange døjer med store, nærmest invaliderende kropspændinger - fx hvis man er sensitiv/introvert og vokset op i dysfunktionelle familier og undertvunget i repressive skolemiljøer som på visse privatskoler helt op i 1960'erne.

    For nogle kan det altså være nødvendigt at arbejde med at få opløst spændinger og blokeringer i kroppen. Bioenergetics, udviklet af lægen Alexander Lowen (elev af Reich), er nok noget af det ypperste inden for kropsterapi. Systemet var meget populært i 1970'erne, men er gået lidt i glemmebogen.

    Men der findes andre systemer til afspænding og som med massage og helhedsorientere øvelser, der kan hjælpe med at få gjort kroppen levende og adræt. Lægevidenskaben har ikke meget at byde ind med i den sammenhæng. Vandgymnastik er ligesom Pilates (link i nyt vindue) fremragende.

    Body-SDS er et efektivt dansk system, der dog kendetegnes ved en meget forretningsmæssig tilgang. Ellers kan jeg anbefale akupunktur, der kan afbalancere kropslige skævheder, ligesom en dygtig osteopat kan det.

    Grundlæggende gælder det om afspænding, både psykisk og kropsligt. Hvis man ikke kan spænde af, så er det svært at gøre sig modtagelig for Gud. Derfor skal der ofte teknikker til for at kunne slå hul på panseret. Er der først gået hul på det, er det et spørgsmål om år og måske årtier med bøn, hengivenhed og afspænding, så udvikler tingene sig af sig selv.

    Selverkendelsen - som er adgangsvejen til spirituel indsigt og til Gudsforholdet går altså også gennem kroppen. Kierkegaard udtrykte det i retning af, at man både skal søge sig selv og Gud.

    Blokeringer og pansringer kan holde sjælen i en slags spændetrøje. Vil vi åbne os for Gud, skal han have fri adgang til os. Er krop og psyke fyldt med gamle ikke-løste spændinger, hengemte traumer og familiemæssige konflikter, kan det virke spirituelt begrænsende. Vi kan i hvert fald hjælpe os selv henimod en større åbenhed overfor Gud, ved at begynde et indre oprydningsarbejde.

    Bevidsthed kræver et vist energimæssigt flow, selvkontrol, en indre ro og emotionel balance. Ikke, at vi alle skal være helgener, mystikere eller andre spirituelle supermænd - det ville være ret anstrengende. Men måske er der mulighed for forbedringer?

  • Læs tre artikler om kropsterapi, Wilhelm Reich og Alexander Lowen her.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Opdateret 26.02.2021. Alt materiale: Copyright 2011-21 HSP-INFO.dk

  •