6.0 Lidt om at arbejde med sig selv

Hvis du vil lære dig selv bedre at kende, er det ikke nogen dårlig idé at studere "Jungs kort over den indre virkelighed". Her skal du starte med egoet (jeg'et), som du kan og skal lære at kende. For egoet er kernen i psyken - det er det samlingspunkt, vi identificerer os med. Det har Jung beskrevet meget grundigt.

Rent praktisk skal have indrettet dig med din egen (daglige) praksis. For det er gennem denne praksis meditation og bøn, at du lærer din psyke og dermed dit ego bedre at kende.

Du kan starte læsningen om Jung her. Men ellers læser du bare videre, linket kommer også til sidst på siden.

Når du bliver mere årvågen (og det gør man, når man mediterer), vil du begynde at iagttage din bevidsthed på en helt ny måde. Bevidsthed drejer sig om at være opmærksom på sine egne tanker og reaktioner dagen igennem - også (og især), når man ikke mediterer.

Når du på den måde får kastet nyt lys ind på dine egne indre psykiske reaktionsmønstre, så lærer du dit ego at kende - med dets styrke og dets svagheder. Een af svaghederne kan være komplekserne - de psykiske knuder, som kan overtrumfe en ellers fri vilje og føre til meget emotionelle og uvelkomne handlinger.

Idealer, modsætninger og konflikter

Alle har idealer, for mennesket er født med idealer. Vi ønsker at blive bedre som mennesker - det er en integreret del af vores psyke. Men vi er også fyldt med indre modsætninger. Derfor bliver vi ikke bare mere og mere perfekte, som livet går. Heldigvis, må man nok sige - en ulidelig verden, hvis vi alle var perfekte på hver vores måde.

Virkeligheden er, at vi konstant hænger fast i konflikter mellem på den ene side vores idealer og på den anden side vores handlinger. Der er øjensynlig ikke en stabil kerne i vores psyke, der fastholder os på den rette kurs. Fokus ændres hele tiden; vi stræber det ene øjeblik i én retning, i næste øjeblik i en hel anden.

Vi drives af indre kræfter, længsler, der kæmper om vores opmærksomhed, og som ofte er ganske irrationelle og modarbejder vores ønsker om at følge et ideal. Vi vil måske gerne være sunde, raske og slanke, men vi hader motion og elsker chokolade. Vi vil gerne være afholdte og populære overalt, men samtidig vil vi optræde absolut sandfærdige og ærlige i alle situationer.

Det er i det ubevidste, at vi henter vores styrke og kreativitet. Men når fokus er underlagt sindets mere eller mindre vilkårlige impulser, er det svært at fastholde mål og retning. Aktiveres mere destruktive indre kræfter, er der sågar risiko for at gøre skade både på sig selv og på andre.

Organisering af kampen

Vil vi videre med os selv, må vi finde ud af at få organiseret vores indre kampe. For selv om, at vi ikke har styr på særlig meget i vores liv, så har vi dog i vist omfang en fri vilje. Denne vilje skal sættes på arbejde, men det skal ske på realistiske vilkår. Arbejdet skal være vedholdende, tålmodigt og krydres med en vis portion humor. Det er godt at kunne grine lidt af sig selv.

Vi er nødt til at erkende, at vi er splittede personer. At vi styres af modstridende impulser. Men også, at vi har en vilje - en evne til at sige "ja" til noget og "nej" til andet. Dette er kamppladsen: en personlig vilje, der skal prøve at sætte sig i respekt overfor en indre virkelighed af modstridende impulser og længsler.

  • Læs også artiklerne om kropsterapi her.

    Meditationen kaster lys ind på den indre slagmark. Kampen står jo altid i nuet. Det er lige nu, jeg skal kunne sige nej. Når jeg står om aftenen og kigger ind i køleskabet. Og her er to muligheder. Enten er jeg bevidst, vågen og opmærksom i nuet, jeg kan mærke impulsen, men jeg har en valgmulighed - viljen er til stede. Eller også er jeg fortabt i nuet, jeg er den dominerende impuls' vold. Jeg har ingen bevidsthed om situationen, jeg kører på automatpilot. Derfor er meditation så vigtig - den optræner bevidstheden og giver psykisk overblik.

    Mindfullness

    Det er kernen i mindfullness - at få bragt opmærksom ind i dagligdagens begivenheder, i alle de små situationer, hvor vi har brug for bevidsthed - så vi får valget, og kan enten sige "Ja" eller "Nej".

    Vi manipuleres af vores indre, ubevidste impulser. Og uden bevidsthed domineres vi af dem. Men med den psykiske ro, som meditationen giver, får vi nærvær til at iagttage impulserne. Hvornår opstår de? Hvad er det impulserne vil have os til? Og er det handlinger, som er i overensstemmelse med vores idealer, vores ønsker for krop, følelser og sind?

    Når du mediterer, får du styrke til at kunne fokusere på bestemte, tilbagevendende impulser, som du over tid kan lære at sige nej til. Men det kræver, at du har nærvær nok til at fange impulsen, inden den får tiltvunget sig dominerende magt.

    Bøn

    Er du religiøst indstillet, er bøn også et rigtig godt redskab. Bønnen er at bede om hjælp udefra. Men det kræver jo, at du tror på, at der er hjælp at hente.

    Er du ikke religiøst indstillet, må du sætte din lid til at meditativ praktis og dermed få opdyrket din evne til nærvær.

    Personligt er vi utroligt glade for bøn i kombination med meditation. Har du svært ved at bede, eller har du bare ikke prøvet det før, så kan du starte med denne lille bøn:

    Sid afslappet med lukkede øjne eller læg dig ned. Sig så inde i dig selv:

    Hallo. Er du der? Kan du hjælpe mig? Jeg vil gerne have hjælp. Jeg vil gerne bede om ro i mit sind. Og nærvær, så jeg kan lære at skelne mellem godt og skidt. Er du der? Så giv mig gerne et tegn, så jeg kan lære bedre at bede. Tak. Amen.

    6.1 Viljestyrke - en begrænset ressource

    I en tidligere artikel har vi beskrevet, hvor svært det kan være at bruge sin viljestyrke, når sindet domineres af stærke, underbevidste impulser som fx "Ostemad, nu!".

    Vi har en vilje, men den kræver, at impulserne fanges i et stærkt og roligt ego med bevidsthed og nærvær (derfor er meditation god psykisk styrketræning). Når der ikke er nærvær, psykisk ro og opmærksomhed, er det den dominerende impuls, der vinder, og man har ikke mulighed for at praktisere sin viljestyrke.

    Mentale ressource med begrænsninger

    Men lad os her se på viljestyrken fra en lidt anden synsvinkel. Den amerikanske psykolog Roy F. Baumeister har arbejdet med egoet og dets styrke til at tage beslutninger. Han tog egentlig afsæt i Freuds personlighedsmodel, hvor der arbejdes med en teori om libido og energiudveksling. Baumeister anskuer viljestyrken som en begrænset ressource - noget vi har, men som opbruges i løbet af dagen. Ego-udtømningen ("Ego depletion") kalder man det, når den mentale energi forsvinder: Viljestyrken nedslides, så den ender med ingen kraft at have. Ego-udtømningen undergraver vores selvkontrol.

    En af de faktorer, der indgår i ego-udtømningen er den træthed, der opstår ved at træffe beslutninger, ved at skulle vælge ("decision fatigue"). Det er en mental træthed, som kommer snigende, uden at man selv bemærker det.

    Der er lavet mange forsøg, som har bevist, at det er meget ego-trættende at skulle vælge. Fx bad man to grupper forsøgspersoner forholde sig til en række dagligdagsprodukter.

    Den ene gruppe skulle vælge mellem tingene, der var opdelt parvis. Foretrak de et rødt eller et hvidt stearinlys? En tusch eller en kuglepen? En T-shirt eller en køkkenkniv? Osv.

    Den anden gruppe blev bedt om at forholde sig til de samme effekter, i det de skulle notere deres mening om tingene, og hvornår de sidst havde benyttet dem.

    Efterfølgende undersøgte man de to gruppers viljestyrke. Der findes øjensynlig en standardtest, hvor man skal holde hånden ned i isvand. Hvor længe man holder det ud - det er et spørgsmål om viljestyrke. Den første gruppe, dem som skulle vælge mellem produkterne, de havde klart svagere viljestyrke end den anden gruppe. I gennemsnit klarede de 28 sekunder i isvand, hvor den anden gruppe klarede hele 67 sekunder.

    Valg og beslutninger koster psykisk energi

    Dette eksperiment angiver klart, at det slider på egoets energi og dermed viljestyrken, når man skal træffe valg og foretage beslutninger. Så sidst på dagen kan man være meget modtagelig for impulser fx i supermarkedet, der sikkert tjener godt på hovsa-indkøb forårsaget af "ego-udtømningen". For undersøgelserne viser også, at når trætheden sætter ind, vælger man den letteste løsning, man orker ikke at analysere flere valgmuligheder.

    En anden følge er, at man heller ikke har overskud til kompromisser. Kernen i menneskelig sameksistens er jo netop de konstante kompromisser, hvor man bøjer sig mod hinanden. Denne øvelse kræver mental energi og selvkontrol. Trætte bilister, der raser mod hinanden efter en lang arbejdsdag med mange valg og beslutninger er sikre tegn på udtømte egoer (og husk nu her, at udtrykket "ego" er neutralt og ikke negativt - det beskriver bare det samlende center for vores bevidsthed).

    Hvad kan vi lære af dette?

  • Jo, vi skal vælge vores kampe med omhu (og det optrænes rigtig godt med meditation og mindfullness). Dette gælder ikke mindst HSP/introverte, hvis egostyrke i forvejen er i risiko for hurtig nedslidning via overstimulering.

  • Spild ikke din psykiske energi på ligegyldige valg og overflødige beslutninger dagen igennem - gem energi til eftermiddag og aften, hvor du har brug for nærvær og opmærksomhed.

  • Prøv at minimere valgsituationerne. Her kan planlægning og ikke mindst visualisering være en god hjælp. Skal du fx på en familietur til svigermor eller lignedene, noget der plejer at udmatte dig, kan du med fordel på forhånd gennemtænke det hele og forestille dig forløbet. Hvem går ind og køber blomster? Hvem siger "Nu skal vi altså afsted"? Tænk det hele gennem, så der ikke er så mange situationer med tvivl og valg undervejs. Så holder energien bedre.

  • Der skal i hele din vågne periode være kræfter til at skelne mellem, hvad der er godt og hvad der er skidt for dig, din krop og sin psyke!

    Ego-udtømningen passer fint med tidligere tiders opfattelse af menneskets vilje: At det var ligesom en muskel, der havde havde styrke, men som hurtig blev træt. Løsningen var dengang (i 1800-tallet) at sikre sig mod fristelser. Ved at leve et dydigt og moralsk liv kunne man bevare den mentale styrke og selvkontrollen.

    Kapitalismen og forbrugersamfundet har latterliggjort denne form for dyd og selvbegrænsning - for at sikre den økonomiske vækst, må vi ikke udvise ret meget selvkontrol - vi skal tværtimod helst hengive os i konstant forbrug og underholdning. Det tilbage sidst på dagen. er bare ikke sundt for psyken.

    For den moderne borger er det værd at huske, at ikke mindst web og andre digitale medier kan virke nedslidende og udtømmende. Bruger man dagligt timer på alle mediernes valgmuligheder, koster det mental energi, og der er måske ikke meget selvkontrol

    6.12 Vores vilje og dens forhindringer

    Inden for katolsk, mystisk psykologi anser man viljen for at være en slags moderator i forhold til vores personlighed og adfærd. Og viljen har to opgaver:

  • Viljen skal være stærk, så den kan underlægge sig alle psykens lavere tilbøjeligheder.
  • Samtidig skal viljen være føjelig og modtagelig, da den skal kunne hengive sig til Gud.

    Vejen til en disciplineret adfærd går gennem viljen. Man skal derfor udvikle sin viljestyrke; den skal trænes og disciplineres. Der er imidlertid mange forhindringer for dette.

    Adolphe Tanquery beskriver i sit store værk "The Spiritual Life" de fire "indre" forhindringer for udvikling af en sund viljekraft:

  • Mangel på refleksion. Vi handler simpelthen alt for hurtigt og impulsivt. Når ikke at tænke os om og spørge, hvad Guds mening egentlig kunne være i denne situation.

  • Overbegejstring. Vi har alt for travlt med alle vores gode intentioner. Det dræner krop og sjæl for energi, og fører os tit på afveje.

  • Ligegyldighed. Vi sjusker med beslutningerne.

  • Frygt for at lave fejl. Vi har ikke tilstrækkelig med tillid til Gud, og det udhuler vores viljestyrke.

    Identifikation og psykiske bindinger

    En af de store udfordringer for HSP’er og introverte er identifikationer. Vi er alle udstyret med masser af bindinger til tanker, forestillinger, ejendom, forventninger – alt sammen noget, vi identificerer os med og dermed i forskellig grad er bundet af. I denne artikel vil vi se nærmere på begrebet identifikation og en række aspekter ved det.

    Bindingerne er sociale konstruktioner. De stammer fra noget, vi har fået serveret under opvæksten og under vores sociale dannelse. Familien, skolen, kulturen, fællesskabet – alle har de kastet deres lassoer ud og indfanget os med deres faste opfattelser af, hvad man skal og må, hvordan man skal tænke, hvad der er vigtigt, og hvad der er korrekt.

    Hele dette setup er fint, når det gælder samfundets overlevelse, ikke mindst når der er nød. Så er det vigtigt, at alle landsbyens beboere kan trække på samme hammel – at alle bakker op om samme værdier og er fokuseret mod fælles mål og med fælles holdninger. Det giver kollektiv styrke.

    Kulturel tvang

    I dag lever vi meget mere individuelt og er ikke under pres for overlevelse. Derfor har bindingerne fået en anden betydning. Fra at være et tidligere tiders værn mod nød og social udstødelse, er de i dag et tyngende åg, den enkelte kæmper med.

    Et andet aspekt er, at de fleste af disse mønstre, normer og forventninger er skabt af ekstroverte og ikke-HSP’er. At man er underlig, hvis man ikke kan lide store fester. At man skal kunne sidde og snakke i timevis. At man skal engagere sig i alt det, ”som får samfundet til at hænge sammen”. At man skal være aktiv udadtil. At det er forkert at kunne lide at være alene. At man skal gøre ligesom de andre.

    Normer og forventninger af denne type er enormt dominerende i vores kultur. Og de kan være meget ødelæggende for HSP’er og introverte. Derfor ligger der et enormt arbejde i at få ryddet ud i din personlige bagage af social prægning. Du er formentlig tynget af mange generationers nedarvede normer, der sagtens kan have mistet al deres værdi.

    De nedarvede mønstre og forestillinger ligger under overfladen i hver enkelt familie. De findes i skolen, i tidsånden, i nærsamfundet, i religiøse samfund, i politiske partier osv. Og ofte tjener de ikke længere de oprindelige formål.

    Er du religiøst indstillet, kan du lytte til mystikerne (kristne og andre), der fortæller os, at alle disse bindinger står i mellem os og Gud. De fastlåser os, fryser den psykiske energi i bestemte vanemæssige mønstre.

    Den gode nyhed er, at stille meditation og bøn er et utroligt effektivt middel til at få afdækket bindingerne. Det tager tid, men det virker. Når du sidder i din daglige stilhed og iagttager dit sind og dets frembringelser, vil du stille og roligt få afdækket disse nedgroede mønstre. Der er ganske revolutionerende.

    Negativ identifikation

    Identifikation er en normal, mental proces. Vi binder os til vores familie og venner, vi identificerer os med at være danskere, europæere, mænd, kvinder, kristne eller hvad det nu er. Så længe vi er klar over, hvad vi gør, og selv har valgt det, er der ingen problemer i det. Men identifikation optræder ofte ubevidst. Vi er præget med bestemte opfattelser, som vi ukritisk har taget på os. I uheldige tilfælde kan det føre megen lidelse med sig.

    Identifikation kan være mere eller mindre kraftig. Du kan forestille dig en skala, der rækker fra en fri og ubunden position til den rene besættelse:

    En kraftig identifikation kan være yderst negativ for den person, der er plaget af den. Den kan opleves som en dæmonisk besættelse – fx af konstant tilbagevendende tankemønstre, man ikke kan bryde ud af. Det kendertegner mange personer med lavt selvværd.

    Familiens mønstre

    Hver familie har sine mønstre og normer. I mere dysfunktionelle familier kan man en til tider næsten selvdestruktiv adfærd hos enkelte familiemedlemmer, der kæmper med et utroligt ringe selvværd. Megen af den ulykke bunder i fortrængninger, som er nedarvet fra generation til generation. Der er tale om kollektive komplekser - altså fortrængte energiophobninger, der påvirker alle familiemedlemmer. Til sidst bliver tilstanden så smertefuld, at den kan slå ud personlighedsforstyrrelser hos enkelte familiemedlemmer, der (måske på grund af HSP) ikke kan holde til presset.

    Ud af det dårligt selvværd

    Er du plaget af dårligt selvværd, så vil du have en masse dårlige vaner – du kritiserer dig selv, du ser alle dine egne fejl. Og du har en masse vrede i dig. Det er noget, du virkelig skal arbejde med, for de negative mønstre kan og skal brydes. Men det kræver, at du virkelig ser med kritiske øjne på din familiemæssige baggrund og den ballast af normer og forventninger du har fået med hjemmefra.

    Personer med negativt selvværd er utroligt hårde mod sig selv, og det kan være ødelæggende for livskvaliteten. Er det tilfældet for dig, skal du lære venlighed mod dig selv – også selvom, du slet ikke føler venlighed. Det er ikke let, og det tager tid. Men det er den eneste vej.

    Når du overstrømmes af de negative emotioner, skal du prøve at være vågen og opmærksom. Vær interesseret – hvad er det, der sker?

    Målet er, at du ikke forstærker de negative vaner (trækker sporene dybere). Derfor skal du være interesseret i disse negative emotioner, der øjensynlig popper op i dit sind. Nysgerrig – ikke sur på dig selv. Vær som en forælder eller en god ven over for dig selv – hvis du så de samme ting hos en god ven, ville du næppe skælde ud – du ville være kærlig og forstående.

    Disse tanker og følelser opstår i dit sind uden for din kontrol. Sådan noget kan man ikke blive sur over; det svarer til at blive sur over en stor tung sky, der dækker solen.

    Udsult din storyline

    Noget af det, som kendetegner disse anfald af negative emotioner er den såkaldte storyline. Det er den fortælling, du gentager inde i dit hoved – alle de begivenheder, ordvekslinger og andre erindringer, du genoplever igen og igen, og som du konstant analyserer og forholder dig til. Det er hele denne storyline – en konstruktion, en fortælling, der opretholder den negative emotionalitet og skaber vreden.





    En tilsvarende mekanisme kan i øvrigt ses i det kollektive. Man kan opleve grupper af personer sidde og forstærke de fælles fordomme gennem gentagelser af de samme historier, sladder og unauancerede holdninger. Gentagelserne føder og vedligehlder de negative emotioner.

    Så længe denne storyline får energi, så længe du hænger ved den, sker der ingen forandring. Derfor skal storylinen opsplittes og udsultes, du skal give slip på den. Og hvordan gør man så det? Her findes nogle tricks, som du måske kan have glæde af.

  • Mærk energien i storylinen – mærk dens varme og kulde i stedet for at køre med på den. Mærk rummet omkring emotionen. Er du HSP’er kan du bruge din sensitivitet på en positiv måde, som en helbredende moderkærlighed.

  • Stands storylinens flow; stil spørgsmål til den. Hvad tjener vreden? Vær nysgerrig overfor fortællingen. Det handler om forstyrre denne negative vane: Dens flow og momentum skal brydes, så energien slipper sit greb i dit sind.

    Kredser din storyline fx omkring din mor, så kan du bryde det negative tankeflow ved at gentage (højt) ordet ”mor”. Sig ”mor” – 3-4 sekunders pause, hvor du trækker vejret - ”mor” – 2-3 sekunders pause, suk - ”mor” – pause - ”mor” osv.

    Denne lille teknik kan være en lille (midlertidigt) hjælp til at opbrudt storylinens flow.

    Du kan formentlig ikke standse hele denne ”besættelse”, men du kan begynde at bearbejde den. Iagttage den. Drille den. Mærke den. Slå huller i den. Og så skal du forstå, at alt forandres. Det kan synes fuldkommen uoverskueligt at slippe af med negative emotionelle mønstre og dårligt selvværd. Men det er sindsmæssige konstruktioner, som ikke er permanente. De kan ændres, og de vil blive forandret, som tiden går. Det kræver bare, at du får standset flowet. Hvis du bliver ved med at følge den kendte storyline, er hele din situation fastfrosset i en negativ spiral. Det duer ikke; du skal være god mod dig selv, altid. Du kan ikke smide det negative væk, men ved at være åben og nysgerrig i stedet for blindt deltagende, kan du - på sigt - bryde den negative spiral.

    6.2 Psykologien viser, at tro giver indre styrke

    Det kan være interessant læsning, når psykologer og andre forskere beskæftiger sig med tro og religion. Tag fx psykologen Michael McCullough fra University of Miami. Han har forsket grundigt i den psykologiske virkning af tro og bøn. Sammen med en kollega har han nærlæst og nyvurderet 80 års psykologisk forskning i tro.

    Deres konklusion er, at hele forskningen viser, at troende og religiøse klarer sig bedre i skolen, lever længere end andre, får bedre ægteskaber og generelt er lykkeligere end andre.

    McCullough siger, at rent fagligt er han en stor fan af tro; han kan bare ikke selv praktisere det. Men der er ingen tvivl om, at tro virker.

    Forskningen giver helt entydigt bevis for, at troende har en bedre selvkontrol end andre. Det er den selvkontrol, McCullough ser som årsagen til, at troende klarer sig bedre i livet end andre. Troen giver simpelthen en meget vigtig indre styrke. Hjernescanninger viser, at bøn og meditation fungerer som en slags workout for selvkontrollen. Den stimuleres og optrænes.

    Undersøgelserne viser også, at denne specielle indre styrke kun findes hos troende. Spirituelt søgende, der måske også mediterer, scorer ifølge den amerikanske forskning ikke bedre end gennemsnittet; men det gør de troende.

    Man har også undersøgt kirkegængere. Her var billedet det samme, de ægte troende, religiøse (intrinsically religious persons) scorer højt på indre styrke. Andre, der måske går mere vanemæssigt i kirke (extrincsially religious persons), oplever ikke denne virkning.

    McCulloughs forklaring på alt dette er, at troende personer indoptager de religiøse idealer. På den måde får alle deres handlinger en sakramental kvalitet, og det skulle altså give den indre styrke. Det pudsige er, at denne slags forskning nærmest kommer til at virke som en slags videnskabelig argumentation for troen på et praktisk/socialt niveau. En videnskabelig anbefaling af troen, ja hvorfor ikke?

    6.3 Om sjæl, selverkendelse og personlighed


    Vi har på HSP-INFO.DK skrevet rigtig meget om personlighedstrækkene introvert og ekstrovert og om det at være særligt sensitiv, hvilket også har med personligheden at gøre.


    Hvis vi vil se nærmere på denne personlighed, og hvad den egentlig betyder, kan man måske begynde med en model. Den viser personligheden (og med konstruktionen "persona", der omtalt andetsteds) som et slags filter, vi har på, når vi omgås andre mennesker og omverdenen omkring os:

    Modellen påstår altså, at så snart vi skal håndtere forhold uden for os selv, så farves vores handlemåde og strategier af medfødte dispositioner i form af personlighed/karaktertræk/temperament mv.

    Det er vigtigt: personligheden udgør et fast aspekt ved vores eksistens; den danner vores strategier i forhold tilvores omgang med "virkeligheden". Personligheden er altså på en eller anden måde at ligne med en overflade, et grænseområde, et filter, et bestemt par solbriller.

    "Kend dig selv"

    Et af de helt afgørende mantraer for "personlig udvikling" lyder:

  • Kend dig selv

    Det er også et rigtig godt råd - ikke mindst til introverte og særligt sensitive, som på forhånd har et "socialt handicap" i forhold til flertallet af befolkningen. Man skal kende og forstå egne medfødte dispositioner, for at lære at tackle omgivelserne på en hensigtsmæssig og ikke-selvdestruktiv måde.

    Selverkendelse er et stort arbejde, og starter man oveni købet ud med "lig i lasten" i form af neuroser formet af en dysfunktionel opvækst (måske med krænkelser og svigt), ja så er det et endnu større arbejde. Men den gode nyhed er selvfølgelig, at man kan komme til bunds i det - med tålmodighed, ro (afspænding) og kærlighed.

    Videre efter selverkendelsen

    Hvis du ser tilbage på modellen herover, kan du se, at personligheden ikke fylder hele "jeg-et". Og det helt afgørende. For personligheden er altså kun ét aspekt af din eksistens, og vi har en tendens til at knytte hele vores nærvær til dette ene aspekt ...

    Op gennem livet tackler vi problemer og personlige udfordringer med brug af ganske bestemte forsvarsmekanismer, strategier og adfærd, som falder os naturligt i kraft af et medfødt temperament og en personlighedstype.

    Pointen er, at det udvalg af forsvarsmekanismer, strategier og adfærd, som vi trækker på i kraft af vores med fødte anlæg (personlighedstype mv.) er begrænsede. Sjælen har langt flere muligheder.

    For du er egentlig en sjæl. Er du ateist med en 100% rationel og videnskabelig tilgang til alt i og omkring dig, så forstår du næppe denne artikel. Men modellen arbejder selvfølgelig ud fra den forudsætning, at vi mennesker er sjæle. Sjæle, som på en eller anden måde også har en eksistens uden for dette liv, og sjæle som derfor består af en essens af noget åndeligt og evigt.

    Pointen er, at når personligheden får lov at dominere vores valg af strategi og adfærd, kommer den til at skjule sjælens egentlige essens, der kan byde ind med andre løsningsmodeller.

    Selverkendelsens åbenbaring

    Når du gennem større selverkendelse bliver bevidst om din personlighedstype, kan det virke som en hel åbenbaring. Første gang en introvert læser om introversion, kan det pludselig give forklaring på en masse ting, personen aldrig tidligere havde forstået - kan vitterlig opleves som en åbenbaring. Og mange, der har læst om særlig sensitivitet og været på kurser i at forstå denne disposition, har oplevet tilsvarende personlige åbenbaringer.

    Når man så på baggrund af denne erkendelse arbejder videre med at indrette sin dagligdag og generelle adfærd, så man ikke længere spænder ben for sig selv, så anspændtheden aftager, stressniveauet falder og eventuelle misbrug dør ud, opleves det som at få et nyt liv.

    I denne proces (Fase 2 i figuren herunder) vil man meget naturligt knytte sig tæt til den selvindsigt, der er opnået. Man identificerer sig med den. Er man fx bevidst om en introversion, kan man næsten komme til at elske og forgude denne karakteregenskab, der ses som ens personlige skat - noget man skal værne om. Det er spændende livsfase, hvor man virkelig får sat nogle brikker på plads.

    Identifikationen med personlighedstypen og de personlige anlæg er imidlertid kun et middel på vejen. Målet er at nå et større gennembrud, hvor personligheden bliver mere transparent, så sjælens egentlige essens i højere grad får lov til at dominere ens adfærd. Det er Fase 3 i figuren herunder.

    En udviklingsvej

    Ser vi på et sådant livsforløb, begynder det med en ofte let dysfunktionel opvækst, der skaber det, man i gamle dage kaldet neuroser: En forkrampet og anspændt adfærd, hvor personens indre selvforståelse har store problemer i mødet med omgivelserne. Dette er Fase 1 - en periode, hvor man lever med store spændinger - både muskulært, følelsesmæssigt og karaktermæssigt. Man er kronisk spændt og stresset, og ofte resulterer det i forskellige typer misbrug - man bærer på meget smerte, der skal dulmes.

    Fase 2 kan starte med en oplevelse af selvindsigt - fx i form af erkendelse af særlig sensitivitet, introversion eller måske en af enneagrammets ni personlighedtyper. Har man overskud og vilje til at vokse i denne selverkendelses-proces, vil spændingsniveauet gradvist kunne aftage. Man lærer at indrette sig, så livets tildragelser i mindre grad stresser én. Kropstræning (pilates, yoga, styrketræning, qi gong, Body-SDS og meget andet), kostomlægning og bøn/meditation er stærke værktøjer i denne proces, der kan vare mange år.


    Fase 3 kan indtræde, når brikkerne er faldet på plads. Når erkendelsesprocessen er ved at nå i bund - man forstår, accepterer og rummer sin baggrund, opvæksten, de medfødte anlæg og karaktertræk og har fundet en form for eksistentiel balance, der fungerer. På det tidspunkt kan man lægge meget af denne selvindsigt til side. Det er ikke længere nødvendigt at forstå og fortolke alle mulige tildragelser ud fra en bestemt personlighedsforståelse. Og det kan være en helt ny åbenbaring ...

    6.34 Om HSP og psykologiske forstyrrelser

    Alle, der arbejder med HSP, har meget travlt med at pointere det positive ved den særlige sensitivitet. Det er også meget fint og nødvendigt, da denne disposition bestemt ikke er negativ - den er bare anderledes.

    I nogle tilfælde vil særlig sensitivitet dog også kunne føre til psykologiske forstyrrelser. Hvis vi selv ser tilbage på de af vores ungdomsvenner, som endte i forskellige typer misbrugshelveder, er der ingen tvivl om, at hovedparten af dem var særligt sensitive og sikkert også introverte. Som særligt sensitiv er man bare udsat og kommer lettere til skade.

    Under opvæksten konfrontreres psyken med omgivelserne. Den udfordres i mødet med andre personer, som den skal tilpasse sig til. Den skal lære sig nogle strategier og noget adfærd, som er hensigstmæssige i det pågældende miljø.

    Når en barnepsyke, der er genetisk disponeret for en højere sensitivitet, skal tilpasse sig et familieliv, hvor der ikke er tilstrækkeligt med overskud og kærlighed, kan den udvikle strategier og adfærsmønstre, som er mindre hensigtsmæssige. Og når personen så bliver voksen, følger disse forstyrrede strategier med og kan opleves (af personen selv og af omgivelserne) som psykologiske forstyrrelser. Det var det, man i gamle dage kaldte neuroser.

    Det vigtige er her at lære at skelne mellem dispositionen og adfærdsforstyrrelserne:

  • Medfødt disposition
  • Tillærte strategier og adfærd

    For du kan ikke lave om på den medfødte disposition. Til gengæld kan du sagtens arbejde med at forstå og på sigt re-programmere de indlærte mønstre, der kan opleves som psykologiske forstyrrelser.

    6.36 At rumme andre - en eksistentialistisk tilgang til vores relationer

    Som kristen forsøger man at se det gode i alle andre mennesker. Det er ikke altid let. Som Sartre sagde: Helvede - det er de andre (L'enfer, c'est les autres). Det er så meget brutalt og grimt sagt, men relationer kan være besværlige og ofte ender de med at være begrænsede - og desværre unødvendigt begrænsede.

    Det kan kræve en del psykisk overskud altid at kunne rumme "næsten" - at være imødekommende, også over for personer med mindre psykisk overskud.

    Personer, der er velintegrerede, har gerne større kapacitet for at "rumme" andre mennesker. De evner at forholde sig åbent og imødekommende til den anden, uanset om de ellers er på bølgelængde med vedkommende. Relationen kan da siges at være autentisk.

    Tre attituder

    I det daglige er mange relationer mennesker imellem præget af mangel på autencitet. Man ser de andre personer gennem bestemte "farvede briller". De rubriceres ud fra enten:

  • Tiltrækning og begær - personer, man kan dominere eller bruge.
  • Modvilje/afvisning/antipati - folk man ikke bryder sig om, eller måske ligefrem synes er forfærdelige.
  • Ligegyldighed - personer man ikke gider beskæftige sig med og er fuldkommen ligeglad med.

    Problemet med disse attituder er, at de ikke passer med virkeligheden. Og dermed får man forvrænget sine relationer. Der findes ingen mennesker, som 100% attraktive, 100% frastødende eller 100% ligegyldige.

    Eksistentielt set er alle mennesker ligeværdige, alle lever med drømme, frygt, håb osv. Vi har alle en sjæl og dermed en indre værdighed, som den autentiske relation magter at forholde sig til. Når vi projicerer et ensidigt og unuanceret billede, farvet af tiltrækning/fascination, frastødning/antipati eller bare ren ligegyldighed, fastlåser vi personerne i nogle forsimplede kvaliteter, der overhovedet ikke er dækkende.

    En kendt buddhistisk bøn lyder: Må jeg være fri for tilknytte/identificere mig og fri for at afvise, men lad mig aldrig være ligegyldig.

    Aktualisering med større autencitet

    Set fra denne lidt teoretiske vinkel, udgør enhver relation til en anden person et potentiale, som kan aktualiseres (udfyldes, gøres konkret). Denne aktualisering kan ske med mere eller mindre autencitet.

    Mere autentiske relationer til ens medmennesker kræver, at ens egne projektioner trækkes tilbage. De forvrængede og ensidige synsvinkler, vi har opbygget som billeder på andre personer, kan gradvist nedbrydes. Målet er en mere afbalanceret, rummelig og nærværende attitude, der ser vores medmennesker som ligestillede individer, der hverken er specielt attraktive, frastødende eller ligegyldige.


    Man kan bearbejde en relation (eller en ikke-relation i tilfældet ligegyldighed) gennem meditation og kontemplation af den følelse og de forventninger, personen vækker i én.


    Med en holdning af mindfulness og en systematisk, fokuseret tilgang er det muligt at analysere sin egen position lidt på afstand, uden de faste emotionelle bindinger og med nye synsvinkler. Dermed kan man så småt begynde at erkende, rumme og forholde sig til den sande person, der har været gemt bag det ensidige billede, vi selv havde skabt.

    Man kan fx forestille sig at være i personens sted, og se, hvad det fører med sig. Eller forestille sig at man første gang møder vedkommende under en dejlig togrejse ned gennem Europa - hvordan ville det spille af? Det gælder om at frigøre relationen fra de omstændigheder, det ensidige billede opstod under og mindske spændingerne, konflikterne og intensiteten i relationen.

    På den måde kan man nå frem til en mere neutral baggrund, hvorpå en ny relation kan opbygges. En relation, der bygger på ligheden og den eksistentielle jævnbyrdighed mellem to skrøbelige individer, og hvor man ikke hele tiden skal bekræfte sig selv i forhold til den anden. Denne ny attitude kan virke lettere revolutionerende på en relation.