HSP-Info.dk

Header Image  
           Se også Vores Sundheds-blog      www.fitness-vitalitet.dk

4.09 De dybdepsykologiske strukturer

Den foregående artikel omhandlede forholdet mellem det bevidste og det ubevidste samt egoet. Vi fortsætter i samme spor og introducerer herefter en række af de andre psykiske strukturer, Jung beskrev. Det er ikke specielt let stof. Men prøv at give det en chance.

  • Læs også artiklerne om kropsterapi her.

    Psykologisk typologi

    Overordnet inddelte Jung de psykologiske typer efter to attituder og fire funktioner. De to attituder er den introverte og den ekstroverte. Ethvert menneske udvikler sit ego med en grundlæggende attitude, der befinder sig et sted på en skala, der går fra det ekstremt ekstroverte (udadvendte) til det ekstremt introverte (indadvendte).

    De fire funktioner er fire grundlæggende forskellig metoder, egoet har til at forholde sig til tilværelsen. De fire funktioner er alle tilstede i vores psyker men bare med forskellig styrke og udvikling. Funktionerne optræder som parvise modsætninger: tænkning vs følelse og sansning vs intuition.

    Synes du om vores artikler? Så støt os med en "like" på Facebook. Så får du også meldinger om nye artikler:

    I følge Jung har vi alle en medfødt tendens til foretrække en bestemt kombination af attitude og primær funktion. Som supplement har man så en sekundær funktion, der virker kompenserende. Endelig indfgår de to resterende funktioner med endnu mindre betydning - og tilsammen udgør alt dettte en bestemt "psykologisk type".

    Er en person født med overvægt i den introverte attitude, vil vedkommende som barn være sky og genert. Senere udvikler det sig til en tendens til at foretrække sit eget selskab med interesser som læsning og studier. Er samme person født med en tendens til at benytte funktionen tænkning i sin tilpasning til omverdenen, vil han naturligt kunne uddanne sig til forsker eller videnskabsmand eller andet, der passer til hans medfødte tendenser. En sådan person vil være meget analytisk i sit forhold til omverdenen. Dette er typisk for mænd, og gode eksempler er videnskabsmanden og filosoffen. Så længe han får lov til at fungere inden for disse rammer, vil han trives og føle sig godt tilpas. Men tvinges han (fx gennem et parforhold) til meget udadvendte aktiviteter, vil han føles sig meget utilpas og blivet stresset. Den form for aktivitet falder simpelthen ikke naturligt for hans medfødte disposition.

    Er tænkning den primære funktion, egoet benytter i sin ageren med omverdenen, vil den modsatte funktion (her "følelse", der er mere kvindelig, hjerte-orienteret) være tilsvarende underudviklet.

    Funktionen sansning relaterer til en udadrettet orientering, mod den fysiske verden, hvor den intuitive funktion retter sig indad, mod den psykiske verden.

    De fire funktioner er tilstede i alle personer. Her beskriver Jung et lidt indviklet system: Den første funktion er i fuld bevidsthed og fuldt udviklet. Den næste (fra det andet par) er sekundært udviklet. Den tredje funktion (den modsatte af den anden) er let undertrykt og ubevidst, mens den fjerde (den modsatte af den første) er totalt ubevidst.

    Det var en overordnet personlighedmodel. Lad os nu se på det efter min mening mest interessante ved Jungs teorier - strukturerne i det ubevidste.

    Det ubevidste - meget af det kollektivt

    Det ubevidste er i følge Jung alt det, vi ikke er klar over, alt det ikke kender til. Og det er der meget af den slags gemt i vores psyker. Psykens bevidste del er kun toppen af isbjerget; under overfladen findes ubevidst materiale, der både er personligt, men som også kollektivt. Psykiske strukturer, der former os, og som er forbundet til vores familie, til vores race og til hele menneskeheden:

    Jungs helt store interesse var at få udforsket det ubevidste, der efter hans mening rummede alt det, personen skulle bruge for at udvikle og integrere psyken. Denne proces - personlig modning via integration af ubevidst materiale - kaldte Jung for individuation.

    Mere om egoet

    Egoet kan forstås som et opmærksomhedsfelt (et spejl), der fastholder fokus på bestemt psykisk stof. Det prioriterer og arrangerer bevidsthedens psykiske komponenter. Det besidder en vilje, styrer sproget og indlæringen, bærer den personlige identitet. Egoets egenskaber udvikles og styrkes i sammenstødene med "virkeligheden" og omverdenen.

    Egoet er næsten altid i aktivitet - der kan være ro på "banegården" - men ikke lang tid ad gangen. Vi bliver konstant engagerede af sanseoplevelser, vi identificerer os med personer og vores følelsesliv aktiveres. Bare det at se en film, kan påvirke os dybt, på grund af al den psykiske aktivitet - man kan komme til at tage store beslutninger, bare ved at se en film.

    Vi ser en konstant vekselvirkning af psykisk materiale, der bevæger sig op fra underbevidsthed til bevidsthed og den modsatte vej. Det sker hele tiden - egofunktionen kan ikke rumme alt stoffet, noget må forvises til underbevidstheden.

    Fortrængninger

    Egoet kan beordre, at materiale fra det ubevidste skal slippes ind i bevidsthedens lys. Det forudsætter, at to betingelser er opfyldt, siger Jung:

    • Materialet må ikke være underlagt embargo - der må ikke være forsvarsmekanismer, der låser det ude, som fx en fortrængning der blokker smertefulde oplevelser eller ulidelige konflikter ude af bevidstheden.
    • Materialet skal i tilstrækkelig grad være associeret bevidstheden, det skal være "lært nok", det skal have tilstrækkelig energi.

    Når egoet fortrænger smertefyldte oplevelser til det ubevidste, forsvinder de ikke. Tværtimod kan de ligge og ulme og samles i komplekser , der kan få sit eget liv.

    Jung mente, at for hver bevidst holdning eller attitude findes der en modposition i underbevidstheden. Jo hårdere disse modpositioner undertrykkes og presses ned i det underbevidste, jo større bliver faren for at dette materiale bryder uventet gennem til bevidstheden med ubehagelige resultater til følge.

    "Modpositionerne i det underbevidste er ikke farlige, så længe de ikke besidder et højt energiniveau. Men alt for ensidig bevidsthedsadfærd skaber kraftig spænding, og så kan modtendensen bryde frem i bevidstheden, og det sker ofte i situationer, hvor der netop er allerstørst behov for den ensidige kontrol. Jo længere vi kan fjerne os fra det ubevidste via målrettet funktion, jo lettere er det for modpositionen at bygges op i underbevidstheden, og gennembruddet vil ofte være ubehageligt."

    Her kan nævnes, at Freud også så evnen til at rumme modsatrettede følelser og drifter som et udtryk for menneskelig modenhed.

    Noget er medfødt

    Egoet er medfødt, men det er altså ikke i sig selv en ting. Det er et samlende center af psykisk materiale. Det er neutralt, siger Jung - hverken godt eller skidt, bare nødvendigt. Egoet er den funktion, der gør os til individer - til personer, der er forskellige fra hinanden.

    Egoet fastlægger meningen med vore handlinger. Det kan tage beslutninger og mobilisere den nødvendige energi til fx at personen går ud og jogger en tur. Egoet har magt til at igangsætte handlinger, som vi aldrig ville finde på, hvis vi kun var styret af de rene overlevelsesinstinkter og biologiske impulser.

    Nogle er født med et stærkt ego, der kan håndtere og bearbejde store mængder psykisk materiale. Andre kan have et svagere ego med mindre kapacitet. Et svagt ego kan være mere overladt til impulser og emotionelle reaktioner, hvilket kan gøre det let at aflede. Et svagt ego fører til manglende fokus og motivation (og måske depression).

    Egoet, og dermed vores personlighed, formes af vores opvækst og omgivelserne. Her taler Jung om to lag i personligheden. Inderst er den egentlige, medfødte personlighed (sjælen) også kaldet kerne-egoet eller P2, som hverken har fået navn eller sprog. Uden om den findes den mere kulturelt tillærte personlighed P1.

    Mange har sikkert leget med tanken om, at hvad ville der nu være sket, hvis jeg som helt nyfødt var blevet placeret i armene på en italiensk mama på Sicilien? Så ville jeg formentlig have fået en noget anderledes personlighed, da P1 ville være blevet formet med et andet navn, et andet sprog og en helt anden opvækst. Men den centrale del af min personlighed (måske sjælen) med dens temperament og forskellige dispositioner, ville være uændret.

    Skyggen

    Skyggen er det personligt ubevidste - de ting, personen ikke kender til og måske ikke ønsker at være (fx mindreværdige karaktertræk). Det er den uerkendte side af personligheden, de ofte uønskede og smertefulde facetter, det som er fortrængt og glemt, henvist til det ubevidste af egoet.

    "Alle bærer en skygge, og jo mindre den er medindtaget i det bevidste liv, jo mørkere og tættere er den. Er man bevidst om en svaghed, kan man altid korrigere den. Men er den undertrykt og isoleret fra bevidstheden, kan man ikke korrigere for den, og den vil bryde frem i pludselige udbrud af erkendelse".

    Skyggesiderne dannes tidligt i barndommen ud fra personlige tendenser, der giver konflikt med den livsform eller kultur, hvorunder man lever i. Skyggesiderne er aktive igennem ubevidste handlinger eller fortalelser. Man taler også om, at vi projicerer vores skyggesider ud på andre personer. Individuationsprocessen starter med integration af skyggen. Endnu et par citater: "Et menneske som ikke kender sin egen Skygge, er en nar og en uskyldig, som går igennem verden beskyttet af far/ mor imod verdens ondskab. Og som voksen møder han den uden for sig selv, og kender den ikke, medmindre han konfronterer sig med det onde indvendig fra i sig selv. Derigennem lærer man instinktivt at kende det i andre, fordi man netop selv kender det som eget indhold - og så er man ikke længere i sit eget billede en uskyldig."

    "Menneskets had koncentrerer sig altid om det, der gør det bevidst om dets egne dårlige egenskaber."

    Læs meget mere om skyggen her.

    Persona

    Personaen er den maske eller den rolle, vi viser i det sociale liv. Masken er dels tilpasset samfundets forventninger, dels personens egen "fiktion" (indre fortælling) om sig selv. En læge er fx nødt til at optræde på en bestemt måde udadtil, for at folk skal tro på, at han er læge.

    Hos en sund person er personaen fleksibel og passer til éns temperament og anlæg. Den fungerer på én måde overfor ens familie, men skal tage et lidt andet udtryk, når man er på arbejde.

    Man bærer altså altid en maske overfor omgivelserne - man kan ikke andet. Denne maske er personaen. Persona er tilpasset til det, som offentligheden og omgivelsernes sociale normer ønsker fra personen.

    Man skal bare huske, at personaen er en maske og ikke én selv. Man skal ikke identificere sig selv med sin persona, den må ikke være låst i et mønster. Hvis personen fuldkommen identificerer sig med sin persona, bliver han til en rollefigur, som er perfekt rationel og tilpasset til samfundslivet. Men det indre liv, det ubevidste, er som konsekvens undertrykt. Og tvinges man til at bære en persona, der slet ikke passer til éns temperament og indre dispositioner, giver det et stort psykisk pres.

    Anima/animus

    Med begrebet Anima/animus bevæger vi os ind i mere ukendte områder - i det arketypiske ubevidste.

    Mænd og kvinder har følelser og holdninger fra det modsatte køn gemt i det ubevidste. En sund psykisk udvikling består også i at assimilere disse aspekter, så de får lov til at udtrykke sig i bevidstheden og i adfærden. Anima indeholder mandens feminine aspekter, ganske som animus indeholder kvindens maskuline aspekter. I et brev beretter Jung om et skænderi mellem et ægtepar. Det slog ham så tydeligt, det fremgik, at kvindens animus hakkede på mandens anima og omvendt.

    Anima/animus betegner arketypiske (altså kollektive, ikke personlige) repræsentationer af det kvindelige/mandlige. Man kan sige, at det er det totale, universelle kønsbillede. Da mandens følsomhed ofte undertrykkes, er anima en af de vigtigste autonome strukturer. Den styrer bl.a. mandens relation til kvinder. Kønnenes tiltrækning styres af Anima/animus. Et sted beskriver Jung, hvordan en mand kan sige de rette ord, der lige passer til kvindens animus - boing - så er han den rette, hun overgiver sig betingelsesløst lige på stedet.

    Anima/animus er den centrale arketype, når det gælder bevidsthedens integration af underbevidst materiale. Det er en generel gateway til det ubevidste. Jung knyttede den transcendente funktion tæt sammen med arketypen anima/animus.

    Anima/animus indgår i en komplementarisk relation til persona - til den maske, psyken viser udadtil. Personas offentlige maske modsvares altså af strukturen anima/animus, der lever i underbevidstheden. Hvor persona altså fungerer som egoets grænseflade mod omverdenen, er anima/animus grænseflade til det ubevidste.

    Personlig modning kræver, at man forholder sig til sin anima/animus. Den kan supplere persona med data fra de ubevidste, når den integreres. Anima/animus repræsenterer den ubevidste person, man aldrig har fået mulighed for at leve ud.

    Jung kaldte anima/animus for "meningens arketype" og "arketypen for selve livet". Den kan ses som symbolet på det ubevidstes eksistens. Ligesom de personlige strukturer tilpasser sig til omgivelsernes forventninger og muligheder, strukturerer Anima/animus den indre, psykologiske virkelighed.

    Når anima/animus er assimileret, transformeres den fra et autonomt kompleks til en funktion, der styrer relationen mellem egoet og det ubevidste. Den giver kontakt til både indre konflikter og ressourcer, og er derfor vigtig for individuationsprocessen.

    Jung siger et sted, at når det gælder personens individuation, så er lærlingeprojektet integration af skyggen, mens mesterlæren består i at integrere anima/animus.

    Integrationen af anima/animus falder i fire faser, der for mandens vedkommende (for Jung skrev mindre om animus) kaldes Eva, Helene, Marie og Sofia. De fire faser bevæger sig fra det mere begærlignende billede af det modsatte køn over kvaliteter som styrke og kontrol til visdom og mening. Arbejdet med integration af anima/animus fører frem til den næste arketypiske figur, "Den Gamle Vismand/kvinde", som repræsenterer selvet. Endeligt siger han, at bevidsthed om anima/animus kan udgøre en fare for psyken, hvis skyggen, de mørke sider, ikke er erkendt i tilstrækkelig grad. Da kan anima/animus komme til at fungere som et pseudo-selv.

    Arketyperne og det kollektive ubevidste

    Arketyperne er et helt specielt udtryk, Jung har introduceret. I modsætning til Freud mente Jung nemlig, at der er lag eller områder i det ubevidste, som ikke er personlige - de er kollektive, fælles for alle mennesker. Det kollektive ubevidste er frit for personligt indhold, da det kan findes overalt og er fælles for alle.

    Synes du om vores artikler? Så støt os med en "like" på Facebook. Så får du også meldinger om nye artikler:

    Arketyperne findes i det kollektive ubevidste, der er et område i psyken eller mere præcist et grænseområde til det personligt ubevidste. Det kollektive ubevidste er altså ubevidst materiale, der påvirker og former os alle, men som (i modsætning til materialet i det personligt ubevidste) ikke er opstået ud fra vores personlige erfaringer. I det kollektivt ubevidste finder vi mere universelle symboler og arketyper.

    Arketyperne er en form for "komponenter af nedarvede kategorier", der er tidsløse, universelle og allestedsnærværende. Det er mønstre, strukturer eller "symboler", som han siger, der er en slags konstituerende elementer i det ubevidste. Arketyperne tager konkret form i den enkelte persons psyke, men som strukturer stammer de fra det kollektivt ubevidste.

    Læs meget mere om arketyper her.

    Hvor komplekser er autonome energistrukturer i det personlige ubevidste, kan arketyperne ses som autonome energistrukturer i det kollektivt ubevidste. Arketyperne kan parallelliseres til Platons "ideer", der er den egentlige, tidsløse virkelighed bag alt det konkrete og temporære. Men hvor ideerne hos Platon måske er mere statiske, evige former, så er arketyperne dynamiske, psykologiske mekanismer.

    Det kollektive ubevidste kaldte Jung også for den "objektive psyke" eller det "transpersonlige ubevidste". Det er et psykologisk område, som deles af alle mennesker, og som indeholder "menneskehedens phylogenetiske og instinktive basis". Det er så at sige et system, menneskeheden er skabt med, til at organisere og lagre fælles erfaringsmateriale.

    Arketyperne er i kraft af deres tidsløse og ikke-materielle natur svære at få greb om. Skal de konkretiseres, kan de beskrives som en slags eksternaliserede adfærdsmønstre - rollemodeler. Vi lærer, hvordan vi skal opføre os, via arketyper. De ti bud kan ses som arketyper, "du må ikke ..". Jung beskrev, hvordan myter og fortællinger i primitive kulturer virker opdragende. De græske helte Herakles og Theseus er både superhelte og gentlemen, der ligesom de katolske helgener fungerer som rollemodeller, de lærer os den korrekte adfærd - som arketyper.

    Arketyperne kan også kaldes spirituelle instinkter, da det er symboler, der både er medfødte, nedarvede/biologiske og spirituelle.

    Arketyperne arbejder hele tiden, siger Jung. Billeder fra det kollektive ubevidste, som er universelle grundmønstre og urbilleder, kan give hints til løsning af konkrete problemer. En arketype er nemlig et dynamisk billede, et fragment fra den objektive psyke, der indgår som mediator for den transcendente funktion.

    Arketyperne kan bryde gennem og dermed forstyrre den relative ro i det kontrollerede ego, hvorved den transcendente funktion kan blive aktiveret.

    Jung mente, at disse arketypiske mønstre var universelle. Derfor genfindes de også i alle Jordens kulturer. Deres udtryk gentages på tværs af kultur og historie. Det er "dominanter", som findes i alle menneskers underbevidsthed.

    Jung beskriver, at hvis man bliver opmærksom på de arketypiske figurers autonomi og er åben overfor deres indflydelse, så aktiveres den transcendente funktion. Psykologisk vækst kan kun ske gennem en anerkendelse af, at "Jeg" er del af en større psykisk entitet, der guider mig.

    Selvet

    Selvet den mest omfattende af Jungs strukturer. Den repræsenterer målet med livet og den fuldendte integration og realisering af alle vore muligheder. Jung så Jesus som et billede på selvet - men ikke som et realiseret menneske, for Jesus var også gud, som han skriver.

    Under en rejse i Indien 1934-35 støder Jung på buddhismen. Han ser også Buddha som symbol for selvet - som et menneske, der har overvundet verden. Selvet er centrum for hele bevidstheden - både for egoet og det ubevidste. Når det ubevidste accepteres som en medbestemmende faktor (sammen med bevidstheden) for hele personligheden, så flyttes centrum fra egoet til selvet.

    Selvet er en arketype - arketypen på det forenede, individuerede menneske. For Jung er selvet halvt immanent og halvt transcendent. Den immanente del er det aspekt, hvor mennesket relaterer til menneskelig forståelse. Den transcendente del er det aspekt, hvor selvet relatere til det ubevidste, det infinitte, det uopnåelige og dermed det guddommelige.

    Individuationen

    Individuation eller individuationsprocessen er et begreb som Carl Gustav Jung benyttede meget. Det er en betegnelse for menneskets udviklingsproces - for selvvirkeliggørelsen, den personlige udvikling og modning i ordets egentlige betydning. Det endelige mål med individuationsprocessen er egoets erfaring af selvet.

    Formålet med individuationen er, at mennesket skal blive sig selv. Det skal finde ind til sin egen indre personligheds-kerne. Det ikke er det samme, at det skal blive selvoptaget. Mennesker, der gennemgår en individuation, bliver mere sociale og medmenneskelige. "Individuation lukker ikke verden ude, men ind", siger Jung.

    Individuationsrocessen tager ofte sin begyndelse midt i livet. Jung opdeler jo livet i to halvdele:

  • Naturformålet (op til 40-45 år)
  • Kulturformålet (resten af livet)

    Vækst via den transcendente funktion

    Nu bliver det langhåret, men vi synes, at det skal med i gennemgangen. Jung mente, at alle holdninger, ideer og billeder i bevidstheden på en eller anden måde har en kompenserende modpol i det ubevidste. De to poler kæmper så med hinanden i en slags fortsat polariseret dans. Kan de to poler holdes i spænd i forhold til hinanden - uden bevægelse og handling, så opstår en ny, tredje ting. En ting, der ikke er en blanding af de to, men som rent kvalitativt er noget helt nyt. Denne mekanisme kaldte Jung "den transcendente funktion" - forstået som en dialog mellem det ubevidste og det bevidste, som fører frem til nye retninger.

    Den transcendente funktion giver personen den psykologiske vækst, der fører til individuation - en rejse frem mod den person, det egentlig er meningen, at vi skal blive til. Vi har altså en formålsorienteret underbevidsthed, som arbejder gennem den transcendente funktion - en kontinuerlig dialog med og accept af det ubevidste.

    Jung skriver (her i privat oversættelse): "Psyken består af to inkonsistente halvdele, som tilsammen burde danne et hele. Men det bevidste og det ubevidste kan ikke indgå i en helhed, når den ene halvdel undertrykkes og mishandles af den anden. Begge er aspekter ved livet.

    Bevidstheden skal forsvare sin fornuft og beskytte sig selv, og det kaotiske liv i det underbevidste skal have en chance for at have plads til sin aktivitet. Det betyder åben konflikt og åbent samarbejde på samme tid, det er helt tydeligt sådan, det menneskelige liv bør være. Det er ligesom hammeren og ambolten - i mellem dem formes jernet til en stærk helhed - et "individ". Det er det, jeg kalder individuationen.

    Det er en udvikling som springer fra konflikten mellem disse to psykiske realiteter. Men man kan ikke komme med en opskrift på, hvordan de bevidste data harmoniseres med de ubevidste. Det er en irrationel livsproces. Ud af foreningen opstår nye situationer og nye bevidste attituder. Det må være målet for enhver psykoterapi, der beskæftiger sig med mere end symptomerne, at bidrage til denne kultivering af psyken".

    Den transcendente funktion er en naturlig tendens i psyken, den vil samle, forene det modsætningfyldte, kompenserende eller komplementerende materiale fra underbevidstheden med det bevidste materiale. Broen mellem disse to modsatte materialer er et symbol.

    Symbolet opstår af psykens fantasi-producerende aktivitet. Et symbol, som ikke er et amalgam eller et kompromis mellem de to modpoler, men som mere er "en levende ting, en levende fødsel, der fører til et nyt eksistensniveau, en ny situation".

    Vi har altså en konfrontation mellem to modpoler, en der stammer fra psykens bevidste områder og en fra det ubevidste, og ud af dette møde opstår noget nyt, en ny situation, et nyt perspektiv. Det er en sådan mere teknisk beskrivelse af denne funktion.

    Dette var bare en meget kort introduktion til de voldsomt komplekse begreber arketyper og individuation - du må selv læse videre i Jungs værker.

    Synes du om vores artikler? Så støt os med en "like" på Facebook. Så får du også meldinger om nye artikler:

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Opdateret 29.05.2012. Alt materiale: Copyright 2011-17 ELI Consult og HSP-INFO.dk

  •