HSP-Info.dk

Header Image  
           Se også Vores Sundheds-blog      www.fitness-vitalitet.dk

Denne artikel om Freud er fortsættelse af de tre foregående; alle kan læses uafhængigt af hinanden. Her går vi mere i dybden med psyken og dens funktioner. Artiklen er længere end de øvrige.

Psykens udvikling

Som tidligere nævnt, kan det måske også være en hjælp at lytte til disse gennemgange:

  • Intro til Sigmund Freud, del 1.
  • Intro til Sigmund Freud, del 2.
  • Intro til Sigmund Freud, del 3.
  • Intro til Sigmund Freud, del 4.
  • Afsluttende og personlige kommentarer til læsningen.

    I bogen "Psykoanalysen i grundtræk" fra 1938 starter Freud med at beskrive forbindelsen mellem vores "bevidsthedsakter" (tanker/følelser) og vores nervesystem, kender vi ikke til.

    Id'et er den ældste del af vores psyke. Det indeholder alt, der er nedarvet og de psykiske udtryk fra kroppen kommende drifter.

    Ud af det underbeviste, Id'et, udvikles hos barnet en funktion kaldet Jeg'et, der formidler kontakt mellem den ydre verden og Id'et.


    Jeg'et dannes for at på den ene side at kunne håndtere omverdenen og på den anden side de biologisk betingede drifter.

    Jeg'et sørger for:

  • Personens selvopholdelse.
  • Kroppens frivillige bevægelser
  • Lærer de udefra kommende stimuli at kende
  • Oplagrer erfaringer om dem
  • Undgår for stærke stimuleringer, der giver ulyst
  • Tilpasser sig til den ydre verden, der læres at kende og udnyttes til egen fordel.

    Jeg'et har også funktioner indadtil, overfor Id'et, hvor det kontrollerer driftskravene. Jeg'et skal kunne vurdere et driftskrav og se, om det kan opfyldes eller måske hellere skal udskydes til mere gunstige omstændigheder. Det kan også være, at driften helt skal undertrykkes.

    Jeg'et stræber efter lyst og vil gerne undgå ulyst (angst, fare).

    Udvikling af overjeg'et

    Som en aflejring fra barnets lange afhængighedsforhold til forældrene, dannes den særlige struktur, hvor forældrepåvirkningen bevares. Vi kender strukturen som overjeg'et. Den rummer alle de tillærte normer, regler og værdier, som stammer fra forældre, familie, skole, samfundets idealer, forbilleder, etnisk gruppe mv.

    Når overjeg'et er dannet, skal jeg'et have styrke til håndtere tre "aktører" som hver stiller krav til personen: Omverdenen, overjeg'et og Id'et:


    Når overjeg'et er dannet, er der tre parter, der hver stiller krav til jeg'et.

    Selvom Id'et og overjeg'et er meget forskellige, repræsenterer de begge fortiden:

  • Id'et, er dannet af vores biologiske forhistorie - millioner af års nedarvinger
  • Overjeg'et er indlært, i den tidlige barndom, og dermed overtaget fra andre

    Kun jeg'et er egentlig dannet af os selv ...

    Freud mente i øvrigt, at denne model også må gælde højerestående dyrearter, der har "sjælelig lighed med mennesket".

    Et svækket jeg

    For Freud at se, kan det være svært for et "jeg" at opretholde det nødvendige styrke til at modstå og håndtere kravene fra både omverden, overjeg (forældrenes stemmer) og Id'et (underbevidsthedens driftskræfter mv.)

    En neurotiker er netop en person, der har et svækket jeg. Bliver man fx kuet og moppet under skolegangen, er det meget svært for jeg'et at opretholde sin integritet og styrke. Resultatet kan være neurotikere med forskellige grader af psykologiske forstyrrelser.


    Det neurotiske sind kendes på, at jeg'et er svækket og har svært ved at håndtere alle de krav, der stilles til det. Jeg'et har svært ved at opretholde sine grænser; der er ikke energi til de nødvendige modbesætninger.

    Psykoanalysens opgave er, at styrke neurotikerens jeg, så det igen kan klare alle de krav, der stilles både indefra og udefra. Det sker igennem en analytisk samtaleterapi, hvor psykoanalytikeren søger at afdække og rekonstruere de begivenheder i klientens barndom, der har ført til denne jeg-svækkelse.

    Svækkes jeg'et så meget, at det helt må opgive kontakten til omverdenen, ser vi autistiske tilstande.

    Id, Overjeg og Jeg
    - drifter, tilpasning og overlevelse

    Id'ets magt repræsenterer ifølge Freuds model personens mest primitive livshensigt - at tilfredsstille de medfødte behov. Id'et er til gengæld ikke beskæftiget med at holde personen i live - det er jeg'ets opgave, med hjælp af overjeg'et, der fungerer som et filter mellem Jeg og Id.

    Jeg'et skal kunne håndtere Id'ets driftskrav, på en måde, så resultatet ikke livstruende. Og her træder overjeg'et hjælpende til. Driftsenergien skal bearbejdes, tilpasses, transformeres, supplimeres - så personen ikke rager uklar med Gud og hver mand ...

    Drifterne ses altså som kropslige krav til sjælelivet. De er den endelige årsag til al aktivitet. Men drifterne er også konservative - de søger altid tilbage til en balance. Driftsspændingen bygges op, søger udløsning og finder tilbage til balancen.

    Drifterne kan forskydes - energi og spænding fra én drift kan forskydes og overgå til en anden for at opnå en anden udløsning. Derfor ville det være fint, om man kunne opstille en driftslære, hvor alle de konkrete drifter kunne føres tilbage til et par få basis-drifter. Det mente Freud godt kunne lade sig gøre. Han kom frem til to basisdrifter, der meget passende er modsatrettede:

  • Eros-driften, som søger at bygge op
  • Dødsdriften, som søger at opløse sammenhænge

    De to drifter indgår så i kombinationer, så alle andre livsfænomener opstår med deres "farverigdom".

    En af "farerne" ved vores højt udviklede samfund er den udbredte agressions-tilbageholdelse, som er normen i den vestlige kultur. Vi oplæres ifølge Freud til ikke at udleve de mere aggressive driftsimpulser (stammende fra dødsdriften), og det giver en ophobning af aggressiv energi i jeg'et - hvilket er meget usundt, det gør os syge, det er en psykologisk krænkelse. Aggressionen skal udleves, den må ikke hæmmes, for så fører det til selvødelæggelse. Det slår personen ihjel - vi dør af "vores indre konflikter".

    Det psykoanalytiske arbejde

    Freud ser altså som beskrevet drømmen som en psykose, Det er en kort, harmløs og nyttig psykose, men alligevel en psykose.

    Det lærer os, skriver han, at sjælelivet er så elastisk, at det kan give plads til en psykose og derefter vende tilbage til normal funktion. Og derfor tror han på, at helbredelse er mulig for psykologiske forstyrrelser som neuroser.

    Hvis vi lige vender tilbage til Freuds model over psyken, ser vi jeg'et, der har travlt med at opretholde sin egen funktion og selvstændighed, selvom det er under pres fra virkeligheden/omverdenen, overjeg'et og det ubevidste:

    Er jeg'et svækket, er det svært at opretholde integriteten. Kravene fra overjeg'et kan være så stærke, at megen af psykens energi går med at opretholde dem. Driftskravene fra Id'et kan også være opslidende, hvis der ikke er udviklet et stærkt jeg med solide grænser. Neurotikere er udviklingshæmmede.

    Psykoanalytikeren søger at hjælpe det svækkede jeg'et i sin kamp mod Id'ets driftskrav og overjeg'ets samvittighedskrav. Men jeg'et har brug for hjælp til denne indre konflikt. Her træder psykoanalytikeren til, hvis ellers klienten ønsker det.

    For at den analytiske situation kan starte, skal der indgås en kontrakt mellem "det syge jeg" og analytikeren, som skal loves adgang til alt psykisk materiale, og som til gengæld lover fuld loyalitet og diskretion.

    Psykoanalytikeren stiller al sin erfaring til rådighed i tydning af ubevidst påvirket materiale og giver sin hjælp og støtte til det afsvækkede jeg. Psykoanalytikerens erfaring opvejer jeg'ets uvidenhed og giver det hjælp til at nå kontrol over de tabte sjæleområder.

    Forhindringer for analysen

    Men, skal patientens jeg være en god forbundsfælle, skal der være en vis konsistens og et "mindstemål af indsigt i virkelighedens krav". Og det kan være svært med alle de trængsler, en neurotiker står over for.

    Psykotikere kan hverken indgå eller overholde en sådan kontrakt. De egentlige psykoser opstår, når jeg'et opgiver kontakten til virkeligheden (som i drømmen). Det er derfor ikke realistisk at forvente at kunne helbrede psykoser; den psykisk syge har kun ringe kontakt med virkeligheden men lever "i det ubevidste". Dermed er der ikke "plads" til analytikeren, som er placeret i den ydre verden, psykotikeren har afskrevet.

    Neurotikere

    Neurotikernes patogene mekanismer minder om psykotikernes, men deres jeg er langt mindre disorganiseret. Jeg'et er så intakt, at det godt kan indgå en realistisk kontrakt med analytikeren.

    Neurotikere lover fuld oprigtighed, når kontrakten indgås. Det kunne lyde som en "verdslig skriftefader", men det er ikke tilfældet. Klienten (i hankøn hos Freud) skal bekende:

  • Hvad han ved og skjuler for andre
  • Hvad han ikke ved ...

    Derfor skal oprigtigheden beskrives af den analytiske grundregel: Klienten skal ikke kun beskrive det, han gerne vil, det der vil give ham en lettelse som ved et skrifte mål. Han skal også beskrive alt andet, der falder ham ind, uanset om det ubehageligt, meningsløst eller ligegyldigt. Han skal sætte sin selvkritik ud af kraft for at kunne levere den store mængde tanker, indfald og erindringer, som stammer fra det ubevidste.

    Ud fra alt materialet vil analytikeren søge at afdække det fortrængte ubevidste og på den måde udvide jeg'ets viden.

    Overføring

    Klienten skal dog ikke bare passivt godtage analytikerens udlægninger og fortolkninger. Der sker nemlig noget underligt under analysen. Klienten ændrer billede af analytikerens rolle; han ses ikke bare som en fører, en guide, på en vanskelig rejse.

    Analytikeren får tildelt en rolle, der er en slags reinkarnation af en vigtig person fra patientens barndom, typisk moder- eller faderrollen. Følelser og reaktioner, som tidligere var rettet mod disse vigtige figurer, kan dermed overføres på analytikeren. Og denne proces er både utrolig vigtig og meget farlig for analysens fuldførelse.

    Overføringen er ambivalent - rummer både positive/kærlige og negative/fjendtlige indstillinger overfor analytikeren. Når overføringen er positiv virker den meget befordrende for den analytiske proces og for patientens samarbejde. Patientens svage jeg finder ny energi. Det hele sker for at "please" analytikeren, og det kan analytikeren udnytte.

    Når klienten gør analytikeren til sin mor eller far, får analytikeren magt over klientens overjeg, der jo stammer fra mor og far. Analytikeren bliver til "et nyt overjeg" og kan på den måde efter-opdrage klienten ved at indprogrammere nye værdier og holdninger i det overjeg, som har været helt rigidt og måske afsporet. På den måde kan opdragelsens fejlgreb korrigeres; det kræver bare en meget høj integritet hos analytikeren og er en balancegang tæt på afgrunden.

    Indflydelsen kan nemlig være fristende, så analytikeren prøver at skabe et menneske i hans eget billede. Dermed svigter han sin opgave og gentager forældrenes fejl: at undertrykke klientens uafhængighed. I stedet for at være afhængig af forældrenes formaninger og belæringer, bliver klienten afhængig af analytikerens formaninger og belæringer. Og så er vi jo ingen vegne kommet ...

    Neurotikere kan være så uudviklede og infantile i deres følelsesliv, at de skal behandles som børn. Men analytikeren skal respektere klientens egenart, og denne respekt for alle anstrengelserne skal være centrum for al "forbedring og opdragelse" af den udviklingshæmmede klient.

    Når klienten "spiller barn" overfor analytikeren, der "spiller forælder", afsløres og genafspilles dybe konfliktsituationer og erindringer fra klientens barndom. Analytikeren får syn for klientens livshistorie, Han hører den ikke genfortalt - han ser den afspillet foran sine øjne. Det er styrken i overføringsmekanismen.

    Overføringen giver en reproduktion af klientens forhold til sine forældre, og det rummer en stor fare. Analytikeren skal undgå den personlige nærhed og begunstigelser overfor klienten. Det kan dermed ikke undgås, at denne identifikation med analytikeren slår over i en fjendtlighed, når klienten oplever at afvises. En kvindelig klient kan forveksle sig helt lidenskabeligt i sin analytiker, når hun glemmer den kontrakt, der blev indgået ved analysens start.

    Problemet er, at klienten tror at opleve virkelige følelser overfor analytikeren, hvor de jo egentlig kun er laboratorie-gengivelser, en afspejling af barndommens oplevelser. Og det skal klienten have forklaret igen og igen, så oplevelserne ikke forveksles med virkeligheden. Hverken forelskelse eller fjendtlighed må udvikle sig. Analytikeren skal med hård hånd slå ned på de første tegn i denne retning.

    Det centrale for en god analyse er, at analytikeren omhyggeligt håndterer overføringen, som er den "magiske" komponent i terapien. Lykkes det at belære patienten om overføringens natur, giver ham en realistisk forståelse af fænomenet, har man berøvet hans modstand et vægtigt våben. Og det som klienten på den måde kan erfare under overføringen har langt bedre virkning end noget andet, men det kræver, at han forstå analysens kunstige, laboratorie-agtige natur - ikke forveksler den med virkeligheden. Det er afspejlinger af noget tidligt.

    Jeg'ets selverkendelse

    Jeg'ets selverkendelse skal udvides, det er analysens første trin. Et indsnævret og hæmmet jeg har tabt erkendelsen af sig selv og sit indre. Det giver et tab af magt og manglende indflydelse på egen situation.

    Analytikerens hjælpeindsat er derfor en intellektuel bearbejdelse med en opfordring til klienten om at samarbejde.

    Dernæst skal der indsamles stof til arbejdet:

  • Klientens egne udsagn
  • De frie associationer
  • Oplevelser under overføringer
  • Klientens drømme og tydninger af dem
  • Ting, der røbes genne fejlhandlinger som fortalelser mv.

    Med alt dette materiale foretager analytikeren en konstruktion, der forklarer, hvad patienten har glemt og hvorfor han agerer som tilfældet er.

    I denne fase er det vigtigt at adskille analytikerens viden fra klientens viden. Klienten skal ikke straks have alt at vide. Han skal på det mest velegnede tidspunkt indvies i konstruktionerne, og det er ikke let at finde. Ofte er bedst at vente, til at patienten selv har nærmet sig konstruktionen og måske kun mangler et enkelt skridt i erkendelsen. Så kan analytikerens viden blive til klientens viden.

    Overfaldes klienten med tydninger, før han er klar til dem, aktiverer man store modstande, som vanskeliggør arbejdet.

    Modstanden

    En af jeg'ets centrale mekanismer er, at det beskytter sig mod indtrængning af materiale fra det ubevidste. De fortrænges, holdes ude, med energimæssige modbesætninger, der hele tiden skal opretholdes. Jo mere klemt jeg'et føler sig, jo mere skræmt og krampagtigt fastholder det modbesætningerne og beskytter det sig mod flere indbrud. Det er ikke godt for analysen. Jeg skal være trygt, så det tør vove, er dristigt. Jeg'et skal konstant opilnes, beroliges, nurses, så det tør gå videre i behandlingen.

    Målet er, at jeg'et tilskyndes til at overvinde modstanden. Resultatet kan være, at jeg'et enten:

  • Efter en fornyet undersøgelse accepterer et hidtil tilbagevist driftskrav
  • Endeligt forkaster driftskravet, denne gang evigt og uden fortrængning.

    I begge tilfælde opnås en energimæssig frigørelse, da et bekosteligt overforbrug af energi (til konstant indre konflikt og modstand) overflødiggøres. Jeg'ets omfang udvides, og klienten er kommet et skridt videre.

    Skyldsfølelse

    Overvindelse af modstand er meget tidskrævende, men det giver vedvarende resultater, når det lykkes.

    Skyldsfølelsen, eller skyldsbevidsthed er en modstand, der kommer fra et hårdt og grusomt overjeg: "Personen må ikke blive rask; han/hun har fortjent al lidelsen". Patienten er ikke bevidst om denne funktion, men den er aktiv som modstand mod helbredelsen. Ofte erstattes en neurotisk lidelse af en anden.


    Jeg'et er skadet, spaltet, sønderrevet af konflikter, skyld og tvivl.

    Perspektiv for helbredelsen

    Neurosen er ikke noget specielt. Vi er alle neurotiske i et eller andet omfang, der er flydende overgange til såkaldt "normale tilstande". Derfor er neuroserne interessante i forhold til studiet af "det normale".

    Men egentlige neurotikere lider af flere psykologiske funktionsforstyrrelser end andre, og lider af en særlig type elendighed. Det hele handler om to psykiske indstillinger:

  • En, der tager hensyn til virkeligheden, det normale.
  • En anden, der under indflydelse af driftsindflydelse, fjerner jeg'et fra virkeligheden.

    De to indstillinger består side om side, og konfliktens udfald afhænger af deres relative styrke.

    Er der mest styrke i Jeg'et og dets ønske om helbredelse (og måske intellektuel interesse) og i den positive overføring, så er helbredelsen mulig.

    Men er jeg'et så svækket, at Overjeg og Id hele tiden har magten, er fortrængningsmodstanden enorm, er der stor skyldsfølelse og er der måske sygdomstilstande, der ikke kan ændres på, er helbredelsen måske ikke muligt.

    Det er summen af de kræfter, der spiller for helbredelse, sat op mod summen af de kræfter, der vil hindre helbredelsen, som er afgørende for udfaldet. "Gud er her atter en gang på den stærkeste bataljons side", som Freud udtrykker det.

    Hermed slut på denne lille introduktion til Freud, hans teorier og den analytiske proces.

  • Afsluttende og personlige kommentarer til læsningen.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Opdateret 04.08.2013. Alt materiale: Copyright 2011-15 ELI Consult og HSP-INFO.dk

  •