HSP-Info.dk

Header Image  
           Se også Vores Sundheds-blog      www.fitness-vitalitet.dk

Om Sigmund Freud og hans teorier

Freud er grundlægger af psykoanalysen. Som læge var han meget videnskabeligt anlagt. Han ønskede at afdække viden om vores psyke og dens funktioner, vel vidende at denne afdækning kun kan blive særdeles mangelfuld.

Læs på denne side lidt om Freuds baggrund, hans psykologiske model og hans analytiske arbejde. Teorien bag psykoanalysen er beskrevet i en række bøger - ikke mindst den lille "Psykoanalysen i grundtræk" fra 1938, hans sidste værk, som danner baggrund for meget af indholdet i disse artikler.

Du kan printe artiklerne, og det kan måske også være en hjælp at lytte til disse gennemgange:

  • Intro til Sigmund Freud, del 1.
  • Intro til Sigmund Freud, del 2.
  • Intro til Sigmund Freud, del 3.
  • Intro til Sigmund Freud, del 4.
  • Afsluttende og personlige kommentarer til læsningen.

    De tidlige år

    Freud blev i 1856 født som søn af en rig, jødisk grosserfamilie i Mähren, idag en del af Tjekkiet - den gang en del af det Østrig-ungarske Rige. Familien levede under konstant frygt for de jødeforfølgelser, der jævnligt blussede op.

    Som 17-årig begyndte Freud lægestudiet. Han kom under en lærer, der arbejdede med at forstå nervesystemet. Mekanicisme hed retningen, hvor man ville forstå livet ud fra neurologiske processer.

    Kom til at arbejde med neuropatologi - altså sygdomme i nervesystemet - under en læge ved navn Meinert. I denne periode arbejde man blandt andet med kokain og morfin. En af Freuds venner led af store smerte og var blevet morfinist. Freud anså kokain for et harmløst stof med en god anti-depressiv virkning. Han gav vennen det som erstatning for morfinen. Freud brugte selv kokain, ligesom han gav sin kone og hans venner det. Men efter tre års massivt (mis)brug opdagede man den vanedannende virkning. Hans ven var helt nedbrudt - både fysisk og psykisk.


    Det Østrig-ungarske Rige var samlet i perioden 1867-1918. Freud voksede op som borger i dette rige.

    Hysteri og lammelser

    I 1885 kom Freud til Paris, hvor han kom til at arbejde med Jean Charcot, der studerede hysteri. Ordet stammer fra det græske ord hystera, der betyder livmoder. Kvinder (af det bedre borgerskab) havde på dette tidspunkt ofte underlige symptomer som lammelser, besvimelser, underlige fobier, tab af føleevne eller hukommelse, søvngængeri mv. - symptomer, man kaldte hysteriske. Man kunne se kvinder, der fx pludselig var lammede i den ene arm eller en del af armen - ikke noget vi oplever i dag, men noget der var relativt udbredt hos overklassens kvinder sidst i 1800-tallet, med al deres fortrængte seksualitet og i øvrigt forstyrrede forestillinger, stammende fra et autoritært, monarkisk samfundssystem.

    Charcot troede ikke på den traditionelle behandling af hysteri (operationer i underlivet med presbehandling af æggestokkene). Charcot havde en meget "moderne" tilgang; han sagde, at dette var et symptom på en personlighedsforstyrrelse, en neurose! Og at det ikke kun er noget, kvinder lider af.

    Når han så en lammelse, der kun gik fra fingerspidserne og op til midt på overarmen, kunne det ikke være en lammelse i organisk forstand (fx stammende fra en hjerneskade) - den ville jo starte gradvist. Det er altså ikke en sygdom, men en funktionel forstyrrelse.

    Hypnose

    Charcot viste, at han kunne hypnotisere folk til at have nøjagtig de samme symptomer. Altså måtte symptomerne stammer fra psyken - en psykisk lammelse!

    Freud mente dog i højere grad end Charcot, at den psykiske dimension i disse lidelser stak dybt ned i psyken - ned til barndommen og til den psykoseksuelle modning.

    Freud kom i de år frem til at behandle psyken med hypnose. Freuds gamle lærer, wienerlægen Joseph Breuer, havde allerede da arbejdet mere terapeutisk med psyken med patienten "Anna O" (egentlig Bertha Pappenheim).

    Det var en ung kvinde, der var meget hårdt ramt af hallucinationer og psykiske forstyrrelser. Hun omtalte selv sin behandling som en "talekur" - hun blev helbredt via at tale om hendes underlige psykiske tilstande, hvor under et enormt nervesammenbrud gennemoplevede barndomsoplevelser - en begivenhed hun ikke havde tænkt over i årevis, men som havde givet hende et psykisk chok - et traume. Ved hjælp af en meget langvarig samtaleterapi blev den unge kvinde fuldkommen helbredt og blev senere en kendt feministisk politiker.


    Bertha Pappenheim afbildet på tysk frimærke.

    Freud og Breuer skrev i 1895 i fællesskab bogen "Studier i hysteri". Deres konklusion var, at hysterikere især led af erindringsrester. Disse rester var af traumatisk karakter (trauma er græsk for "sår"). De traumatiske erindringer er patogenetiske - de kan udvikle sygdomme! Det var nytænkning.

    Erindringerne forsvinder ikke af sig selv; de forbliver aktive som en ubevidst kraft, noget vi ikke kan huske, men noget der er bestemmende for vores adfærd:

    Fortrængninger

    Freud formulerede den mekanisme, vi kender som fortrængninger. Normalt vil man reagere fx med gråd eller vrede på ubehagelige oplevelser. Men kan man af forskellige årsager ikke udtrykke disse følelser normalt, fortrænges de i stedet. Oplevelsen glemmes og dermed glemmes også alle de følelser, der ikke kunne udtrykkes. Hele komplekset forvises til det ubevidste.

    Følelsens energi (affekten) kan herved omdannes, og så ser vi de hysteriske symtomer som ufrivillige lammelser, ticks mv. Terapiens formål er at afdække den oprindelige traumatiske situation - at gen-erindre den, hvorved den i symptomerne bundne energi frisættes. Det er bare en lang og svær proces, da psyken udvikler komplekser (Jungs begreb) af flere sammenvævede psykiske krænkelser.

    Freud blev mere og mere overbevist om, at seksualiteten var en basiskraft i psyken. Derfor havde de psykologiske forstyrrelser rod i personens seksuelle udvikling.

    Freud behandlede sin patienter med samtale, og her kom han på sporet af sin teknik ord-associationer, hvor man lader det ene ord føre til det andet, og på den måde får en form for kontakt til det ubevidste. Ligeledes lyttede han efter ubevidste fortalelser og forglemmelser (der kan dække over ubevidste/fortrængte ønsker), tankestrømme og drømme.

    Freuds teori om psykonanalyse

    I 1896 formulerede Freud begrebet psykoanalyse. Han udtrykte dermed sit ønske om (formuleret med vanlig tør humor) at kunne "vende hysterisk elendighed til almindelig ulykke".

    Da patientens ulykke skyldes fortrængte erindringer, er det kun patienten selv, som kan helbrede sig selv. Analytikerens rolle er at være en neutral, ansvarlig og troværdig guide på rejsen mod selverkendelse igennem afdækning af det ubevidste og forløsning af komplekserne.

    Patienten havde stor modstand mod afdækningen, og denne modstand skulle overkommes. Derfor kræver psykoanalysen lang tid og tålmodighed. Man er nødt til at følge alle spor til ende.

    De psykoseksuelle faser

    Freud så en masse gråzoner i seksualiteten. Han mente, at alle dele af kroppen kan indgå i seksualiteten. Og det er svært at beskrive en normal seksualitet. Den seksuelle drift kaldte han libidoen, den har både et fysisk og et psykisk aspekt, og den er bærende for individets psykiske modning. Han bemærkede også, at mennesket var det eneste dyr, der i to uafhængige faser gennemgik den seksuelle modning; først den infantile seksualitet og dernæst den egentlige seksuelle modning i puberteten.

    Modsat dyrene er menneskets seksualitet ikke forhåndstilpasset. Dyrene har ingen valgmuligheder, deres seksualitet er biologisk determineret. Menneskets seksualitet udvikler sig derimod gennem indlæring.

    Det lille barn fødes med en polymorf libido, altså en seksualenergi, der er mangeartet og som retter sig mod mange objekter. Denne libido skal tilpasses samfundet og kulturen gennem opdragelse (noget som sker meget forskelligt, alt efter hvilken kultur, man er født ind i). Energien skal formes og kanaliseres til noget sundt og godt for både barn og samfund. Det er en meget kompleks indlæringsproces, som let kan gå galt.

    Under den tidlige opvækst (op til 5-6 årsalderen) er der altså "visse sjælelige opgaver, som særlig let slår fejl". Det handler om barnets "bemestring" af et bestemt driftskrav - det seksuelle - som ofte delvis mislykkes. Indre driftskrav kan opleves som traumer, der fortrænges. Det giver store skader på det lille barns jeg".

    Freud udvikler på denne baggrund en stor teori om de forskellige psykoseksuelle faser i barnets udvikling. Her ses en version af fasemodellen:

     

    0-2 år

    Den orale fase

    Lyst gennem munden

    2-4 år

    Den anale fase

    Lyst gennem kontrol, evnen til at skabe (en lort)

    4-5 år

    Den falliske fase

    Opdager kønsorganer og -forskelle. Seksuel identitet og dannelse af overjeg'et. Ødipuskomplekset er afslutningen på den infantile seksualitet, som altså er domineret af behovet for selverkendelse.
    5-12 år Latensfasen Barnet fortrænger seksualiteten for at forholde sig til virkeligheden uden for barnet
    12-15 år Genitalfasen Puberteten med den egentlige seksualitet

    Munden er det første organ, der kan skaffe tilfredsstillelse. Men fysiologien (ernæring) må ikke forveksles med psykologien. At sutte på noget giver en psykologisk tilfredsstillelse; det er altså en lyst, som fungerer uafhængigt af ernæringsformålet. Denne lyst kaldes i psykoanalysen seksuel.

    Personlighedens dannelse og jeg'ets udvikling formes altså i følge Freud tæt gennem disse psykoseksuelle faser. De første seks år tilpasser jeg'et sig til barnet selv og dets forældre. Derefter bruges energien i latensperioden på at tilpasse sig omverdenen.

    Freuds teorier er siden (og nok med en vis ret) blevet udlagt som værende overdrevet seksuelt orienterede. Denne vinkel kan i hvert fald overdrives, hvis man fx ser alle aflange objekter som udtryk for peniser og alle åbninger som billeder på vagina ... Freud advarede selv mod disse overfortolkninger, men han havde meget fokus på barndommens fortrængte seksuelle erfaringer.

    Under alle omstændigheder er det tydeligt, at det lille barn i løbet af ganske få år skal optage sig en enorm kulturel indflydelse. Opvæksten i en primitiv kultur er langt mindre belastende, "barbaren har let ved at være sund", som Freud skriver. Hos os skal et lille barn på få år opnå en meget høj grad af civilisering. Og det sker ikke altid lige smertefrit.

    Freuds model af psyken

    Det var Freuds ønske og interesse at give en generel beskrivelse af psyken. Han nåede i 1923 frem til sin model via studiet af psykiske forstyrrelser - gennem analyse af neurotikere.

    Menneskets psykiske apparat beskrives traditionelt som bestående af
  • Perceptioner (sansninger)
  • Følelser
  • Tankeprocesser
  • Viljeshandlinger.

    Det en model, som går tilbage til de gamle grækere. Problemet er bare, siger Freud, at der mangler noget - modellen giver ikke en samlet, afsluttende beskrivelse af psyken. Og det, som mangler, er det ubevidste. Alle kender og forstår bevidstheden, men den er kun én kvalitet ved psyken.

    Det ubevidste er en helt anden kvalitet, som er meget besværlig at beskrive videnskabeligt. Drifter og nerveenergi mv. er begreber, man kan afprøve i en sådan beskrivelse af det ubevidste. Problemet er selvfølgelig, at psykologien har bevidstheden som objekt for bevidstheden. Så dermed vi forsøger at lave teoridannelse om noget, der måske slet ikke kan beskrives endeligt. Alle opdagelser skal "oversættes til perceptionernes sprog". Men Freud er alligevel optimistisk i forhold til at kunne arbejde videnskabeligt med sin psykologi.

    "De sjælelige processer har en fylde og kompleksitet, men ikke uden videre kan gennemskue".

    Freud første opdeling af psyken var i

  • Jeg'et, der er den bevidste del af psyken. Den er "det eneste lys, der lyser op for os, og som leder os i sjælelivets mørke". Jeg'et er skabt af mødet med omverdenen.

  • Det ubevidste - som er alt det, vi kan, ved og indeholder, men som vi ikke er klar over og ikke umiddelbart erindrer. Det ubevidste kalder Freud "Id". Det er område i vores psyke, som ikke har kontakt med den ydre verden.

    Bevidstheden er meget flygtig. Ting kan være bevidste et øjeblik, hvorefter de er ubevidste. Og omvendt. Hans næste opdagelse var derfor det førbevidste, som er et område inderst i jeg'et, der ikke er bevidst, men som kan blive det. Måske kan du ikke huske din PIN-kode til dit betalingskort, hvis jeg spørger dig om det. Men du kender det, når det skal indtastes i forretningen - det ligger i det førbevidste område - der indeholder alt det, som hele tiden swapper ind og ud af bevidstheden.

    Overjeg'et

    Men der ligger andet i det førbevidste - her finder vi overjeg'et, som er alle de tillærte normer, værdier, skemaer, regler for opførsel og adfærd - alle de strukturer, vi er prægede med af især forældre og barneplejen men også af slægt, stand, etnisk gruppe, skole og kultur i bred forstand. En kontrolfunktion af alt det, vi er tillært efter fødslen (og en funktion, der udvikles i 5-6 årsalderen som en slags "arvtager" til ødipuskomplekset).

    Freud beskriver overjeg'et som en nødvendig funktion for vores tilpasning til omgivelserne. Den optager bestanddele fra den ydre verden og overfører dem til at blive en del af den indre verden. En funktion, der viderefører funktioner fra personer i den ydre verden.

    Overjeg'et overvåger jeg'et, vurderer og bedømmer det, giver anbefalinger, truer med straffe - ganske som forældrene! Ja, rent faktisk spiller overjeg'et samme rolle som noget fra den ydre verden, til trods for, at det eksisterer i den indre.

    Uden et overjeg ville vi leve som dyr i forhold til hinanden. Problemet er bare, at en for streng tugt, i den sorte skole, af følelseskolde forældre eller andre undertrykkende kræfter sætter sig i overjeg'et og kommer dermed til at overkontrollere jeg'et, der bliver fanget i en spændetrøje af moraliserende begrænsninger og hæmninger. Ligeledes stiller den højt udviklede kultur i Europa voldsomme krav til overjeg'et. Det er sådan en neurose (en mild psykologisk forstyrrelse) opstår - når de "bemestringer" af drifterne, som barnet skal lære at håndtere ud fra kulturens normer - de ikke udvikles ordentligt. Når der i et eller andet omfang går ged i det (og det sker for os alle).

    Psykens store ubevidste område kaldte Freud for Id'et eller Det'et. Det er alt det underbevidste - vores nedadarvede biologiske arv, et medfødt psykisk materiale, som beherskes af urdrifterne med al deres psykiske energi (libidoen), og deres konstante og meget direkte forsøg på at nå tilfredsstillelse ("udløsning af ophidselseskvantiteter"). Drifterne er forskellige i kraft af den tilknytning, de har til organer eller organssystemer.

    Id'ets processer (primærprocesser) er ligeglade med individets overlevelse. De rammes ikke af "logikkens kritiske indskrænkninger". Id'et sanser nærmest indadtil. Det registrerer med stor skarphed forandringer i det selv, især udsving i drifternes behovsspændinger, der kører på en skala mellem lyst og ulyst.

    Id'et sanser og vejer alting i lyst og ulyst. Det afsender behovsimpulser og krav til udløsning, så snart der registreres et udsving i et spændingsniveau.

    "Id'et adlyder det ubønhørlige lystprincip".

    Freud overvejer også, om det kan lade sig gøre helt at udslukke behovsspændningerne - og dermed overvinde lystprincippet og opnå nirvana ...

    Hele dette område er grundigt beskrevet af Freuds elev C.G.Jung, der har en noget anden vinkel på det.

    Samlet set er der altså tre kvaliteter i det psykiske: Bevidst, førbevidst og ubevidst. Jeg'et indeholder materiale med kvaliteterne bevidst og førbevidst; Id'et indeholder ubevidst materiale.

    Modstande

    Et af Freuds resultater var, at han så energimæssige modstandsniveauer mellem de forskellige lag i psyken. Et psykisk materiale fra det ubevidste kan være opladet rent energimæssigt, så det søger "opad", mod en bevidstgørelse. Dette materiale besidder en energimæssig "besætning". Men jeg'et er modvilligt til at lade det ubevidste materiale trænge ind, og investerer derfor en energimæssig modbesætning.

    På den måde er der en konstant konflikt, kamp, kold krig mellem bevidsthed og underbevidsthed - de holder hinanden i skak. Det er normalt med disse indre modstandsniveauer, men det er også normalt, at der sker en udveksling af materiale, fra det ubevidste op til jeg'et. Nogle gange går det hurtigt, andre gange kan det tage år, før modstanden nedbrydes.

    I psykotiske tilstande (fx hallucinationer) opleves, at ubevidst materiale spontant bryder gennem til bevidstheden.

    Under søvnen sker en svækkelse af modstandsniveauerne, så det ubevidste materiale lettere trænger ind i bevidstheden, og det giver drømmene.

    Indhold i det førbevidste område kan også spærres helt af, hvis jeg'et afsætter større energimæssige modbesætninger for at holde materialet helt ude af bevidstheden. En sådan tilbageføring af førbevidst indhold eller processer til det ubevidste er et vigtigt led i de neurotiske forstyrrelsers opbygning. En neurotisk person har altså fortrængt indhold, der egentlig burde være til rådighed for bevidstheden, ud af det førbevidste område, så det permanent er henvist til ubevidst eksistens.

    Vores indre psykopater skal holdes i skak

    Freud arbejdede med at forstå de lovmæssigheder, der gælder for det ubevidste, og som helt tydeligt er anderledes end reglerne for jeg'et, der jo er præget af fornuft og et ønske om afbalancering.

    Det ubevidste er et reservoir af psykiske kræfter og energier, som ligger helt uden for vores kontrol. Derfor er det så vigtigt, at jeg'et har stabile grænser mod Id'et. Noget, der kendetegner alvorligt psykisk syge er netop, at deres jeg er skrøbeligt eller måske helt nedbrudt, så de lever ubeskyttet mod al det ubevidste "djævelskab".

    Når Freud var så glad for drømme, skyldes det netop, at jeg'et under søvnen giver slip på kontrollen og tillader det ubevidste at invadere sig. Dermed fik han syn for, hvad der rører sig i det ubevidste. Og det er helt andre kræfter, end de logiske og stabile strukturer vi kender fra vores bevidste liv.

    Det ubevidste kendetegnes ved:

  • Kaotiske bevægelser
  • Totalt irrationelle kræfter og positioner
  • Modsatrettede driftsimpulser, der opererer side om side, uden behov for udligning
  • Primitive, dyriske lyster og begær
  • Primære driftsenergier, der søger øjeblikkelig tilfredsstillelse
  • Ren guddommelighed og ren destruktion - gerne samtidigt

    Ved at iagttage psykisk syge kan man få et billede på, hvor voldsomme kræfter vi har i det underbevidste - i Id'et. Derfor er fornuften noget, vi skal arbejde med og optræne - for fornuften er i modstrid til kræfterne i det ubevidste.

    Freud kaldte bevægelserne i Id'et for primærprocesser. De følger helt andre lovmæssigheder end bevægelserne i det førbevidste (sekundærprocessorne).

    Jeg'et er en afgrænset og beskyttet enhed, som hele tiden skal overvåge grænsen til Id'et. Kræfterne i Id'et vil gerne "drive op" til bevidstheden, til jeg'et. Problemet er, at når disse underbevidste impulser når jeg'et, er de af en beskaffenhed, som jeg'et slet ikke kan rumme.

    Derfor sker der i det førbevidste en bearbejdning, en disciplinering, af det ubevidste materiale, inden det når jeg'et. Dette kaldes "realitetsprincippet" og sekundærprocessor. Id'ets primærdrifter skal omformes, så deres tilfredsstillelse måske udsættes eller transformeres til noget socialt acceptabelt. Det sker i overjeg'et.

    Vi lever i følge Freud i en konstant konflikttilstand i mellem det førbevidste og det ubevidste, hvoraf det hele tiden opstår kompromiser. Lystprincippet støder mod realitetsprincippet. De primære drifter supplimeres, de transformeres i overjeg'et og omdannes til noget, der for jeg'et er mere acceptabelt.

    Jeg'et er formidler mellem Id'et og den ydre verden. Jeg'et overtager Id'ets driftskrav for at tilfredsstille dem. Behovstilfredsstillelsen kan ofte udsættes. Og ud af denne suplimering, denne omkanalisering af seksualenergien, opstår den menneskelige kultur, kunst, videnskab osv. Og den gode nyhed er, at hårdt arbejde kan give samme udløsning og afspænding af libidoen som fx sex. Der sker en reduktion af lyst og spændning, og det er psykens mål.

    Neurosen

    Freud kunne ikke behandle psykisk syge, men han arbejdede meget med neurotikere.

    En neurotiker kendetegnes af Freud på:

  • Er underlagt ubevidste hæmninger
  • Bruger meget energi på en egentlig overflødig kamp mod uerkendt psykisk materiale
  • Har er en modstand imod at erkende det problemkompleks, der ligger bag den rigide, fastlåste personlighedsstruktur.
  • Neurosen kan spores tilbage til barndommen og en indlæring, der er gået galt.
  • Neurotikeren kan lide af tvangstanker, der egentlig modarbejder ens bevidste ønsker.
  • Vil ikke kendes ved de forhold og erindringer, der har skabt den psykiske forstyrrelse

    Freud så, at libidoen kunne være fastlåst i en fiksering i en af de psykoseksuelle faser, der ikke er blevet gennemlevet og afviklet på en sund måde. Den voksne bliver ved med at "gennemleve" denne infantile fase (kaldet regression), der er følelsemæssig energi fastlåst på umodent niveau.

    Neurotikere gentager i stedet for at erindre.

    Nogle patienter var helt udenfor behandling, og dem kaldte Freud narcissister. De vender libidoen ind mod dem selv.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Opdateret 04.08.2013. Alt materiale: Copyright 2011-17 ELI Consult og HSP-INFO.dk

  •